Mar 022014
 

Syge-log, 38. time

Jeg får det stadig dårligere og begynder at tvivle på om jeg overlever og har derfor besluttet mig at skrive mine observationer ned, om ikke andet så som en hjælp til retsmedicinerens arbejde når jeg forhåbentlig bliver obduceret efter min død (jeg finder det usandsynligt at jeg skulle klare mig gennem det her).

Det hele startede med symptomer som var der tale om en almindelig forkølelse/influenza, men så hastigt som det går ned af bakke er jeg begyndt at have mistanke om at min kone Z måske har en finger med i spillet.

Jeg tror hun lokker mig til at spise og drikke små portioner af et ukendt stof. Det er den eneste logiske forklaring på at hun hele tiden løber rundt og sørger for at jeg altid har Pepsi Max, mad og chokolade. I går kom hun hjem med to poser af min yndlingslakrids som jeg har haft kigget efter i butikkerne i flere måneder. Det virker temmelig usandsynligt at hun skulle falde over den lige nu. Hun har åbenbart brygget på planen længe. Først troede jeg ikke at lakridserne kunne indeholde noget, for poserne var forseglede da jeg fik dem, men da jeg spurgte om hun ikke også selv ville smage en, svarede hun “nej Skat, dem skal du have lov at spise alene” og sendte mig et meget suspekt smil.

Continue reading »

 Posted by at 15:23  ?
Dec 072013
 

Shoppingtur. Beslutter mig til at købe en burger og en milkshake.

Totalt 69,-. Opdager først at ekspedienten har tastet 96,- på dankort-automaten i det øjeblik jeg har trykket på godkend. ‪#‎Fail1‬

Jeg gør opmærksom på fejlen, ekspedienten beklager og giver mig 20,- tilbage. ‪#‎Fail2‬

Jeg protesterer og siger at det da må være 27,- jeg har til gode. Både ekspedient og supervisor kigger skeptisk på mig mens de forsøger at regne efter i hovedet.

Jeg forsøger så med: “fra 69,- til 99,- er der 30 kroner. 96,- er 3 kroner mindre end 99,- og 3 kroner mindre end 30,- er 27,-”.

De glor begge på mig som var jeg Rainman der lige havde fortalt dem hvor mange tandstikker der var tilbage i æsken. Ekspedienten finder yderligere 7,- frem, giver dem til mig mens hun siger “vi tror på at du har ret”. ‪#‎fail3‬

Jeg overvejede et kort øjeblik at fortælle dem, at hvis man tager et flercifret tal, bytter om på cifrene og trække det ene tal fra det andet, så vil differencen altid være et tal med tværsummen 9 (som i 27 hvor 2+7 = 9) men jeg var simpelthen bange for at deres hoveder ville eksplodere.

 Posted by at 19:38  ?
Sep 042013
 

Jeg har fået tilbudt, og takket ja til stillingen som Director, IT Services (læs; IT Direktør) i Magnetix A/S hvor jeg får ansvaret for Magnetix’ IT-afdeling på 22 mand i København og en gruppe på 7 mand i Vietnam.

Det er et drømmejob, og efter 12 år i Coop er det nok også på tide at komme videre. De sidste par år har været hårde – jeg har skulle træffe nogle svære valg og har blandt andet måtte sige farvel til folk der fortjente langt mere og bedre.

Og dem jeg kunne holde på, og som har knoklet og kæmpet, føler jeg lidt at jeg lader i stikken når jeg har sidste dag i Coop fredag den 27. september. De har været fabelagtige og jeg ved at det bliver hårdt at skulle sige farvel til dem.

Men jobbet i Magnetix en fantastisk mulighed og en stor udfordring, med fokus på Internet og en brøkdel af den bureaukrati og politik jeg har skulle bruge energi på i Coop. Magnetix er et integreret dialog- og webbureau der tre gange har været blandt Børsens Gazelle-virksomheder og ligger nummer 2 på brandstyrke og nummer 1 i kundetilfredshed i MyImages bureauanalyse 2013.

Jeg har arbejdet sammen med Magnetix i flere omgange så jeg ved at de er knalddygtige og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med mine nye kolleger i Magnetix fra 1. oktober.

May 242013
 

Min kære fætter Søren er assisterende træner for et af det allerbedste kvindehåndboldhold i Danmark. Faktisk er de så gode at de nu spiller om Danmarksmesterskabet. Som i: De spiller finale!

Som I ved så deltager jeg gerne i stort set alle former for spil med bold, men jeg har ikke rigtigt tilskuer-genet i mig. Men når min Fætters hold spiller, så vil jeg jo gerne følge med. Desværre sendes kampene på TV-kanaler jeg ikke kan se (MEGET ubetænksomt af min Fætter!). Og man må ikke tage sin egen stol og popcorn med i Fona. Fandt jeg ud af.

Men nu fik jeg så fat i en app til min Android-tablet som faktisk kan vise en del af de kanaler jeg ikke kan se på mit TV, så i søndags skulle jeg naturligvis se den første af de to kampe der afgør hvem der skal være danmarksmestre: Min fætters hold (det er HANS hold! *) eller … nogen andre.

Vi kom lidt sent hjem fra en hyggelig 5-års fødselsdag hos en af Zanni’s veninder (det var venindens datter der fyldte 5 – ikke veninden!) så jeg fik først tændt for app’en da der kun var 20 minutter tilbage af kampen. Da jeg først havde skudt (hø!) mig ind på, hvilket hold der var min Fætters kunne jeg konstatere at de var 5 mål bagud. FEM!

Jeg fik naturligvis omgående dårlig samvittighed over at jeg ikke havde heppet på dem fra starten, så det gik jeg straks i gang med. Entusiastisk! Men beklageligvis uden popcorn.

Det havde nogen effekt at jeg begyndte at heppe: Min fætters hold kom ikke længere bagud end de var i forvejen. Desværre havde det ikke tilstrækkelig effekt: De fik ikke rigtigt indhentet det andet hold. Men min Fætter var periodisk på skærmen og jeg var fuld af beundring over at han tilsyneladende ikke så stresset ud over at være bagud.

Kampen endte med et nederlag på 4 mål og som den gode fætter jeg er, besluttede jeg mig til, ikke at nævne det med et ord overfor fætter Søren.

Indtil I går, hvor jeg havde følgende samtale med fætter Søren på Facebook’s chat:

Søren: TV2 fredag aften kl. 20.55, der bliver det hele afgjort ;-)

Rob: Jeg kigger med

Søren: Hehe, du har jo ik TV2 ven……

Rob: Jeg har da skaffet en dims så jeg kan se TV2 på min tablet. Så de sidste 20 minutter af kamp 1 (Ikke at det var så sjovt som jeg havde håbet :-\)

Søren: åh ja, rigtig pc nørd, glemte jeg….. Vi vandt da med 4, og fik næsten er perfekt udgangspunkt, selvom vi ku ha vundet meget større…….. men det er sjældent i så afgørende kampe….

Og her gik jeg så lidt i stå. Hvad fanden talte manden om? Vandt? Så faldt femøren:

Rob: LOOOOL jeg troede I tabte. Jeg har siddet og holdt med de forkerte så. Sorry!

Så ja, jeg har siddet og holdt med det forkerte hold og åbenbart heppet dem op fra at være 5 mål bagud til kun at være 4 mål bagud. UNDSKYLD, SØREN!

Men nu ved I det: I aften kl. 20:55 kan I se min Fætter’s hold lammetæve (er jeg sikker på) nogen andre i DM-finalen i damehåndbold.

Og holdet I skal holde med er altså FCM = FC Midtjylland.

FCM!

Hvor svært kan det være?

Når man altså ved det.

*) Det kan godt være at det er en masse kvinder der rent faktisk løber rundt på banen og scorer målene eller forhindre modstanderne i at gøre det samme, og jeg ved godt at der er en anden (også dygtig) træner der ikke har fået lov at bruge prefixet ‘assisterende-’ men det er stadig min Fætters hold!

 Posted by at 07:05  ?
Mar 152013
 

Klokken har passeret midnat og jeg har været oppe siden kl 5 og arbejdet indtil lidt før midnat.

Jeg trænger til at tænke på noget andet, og hvad kan få en mand til at slappe af og cleare hjernen?

Ja, du gættede rigtigt, det er matematik:

Sådan afgør du om et tal er et primtal

Et primtal er et positivt heltal der kun kan divideres med 1 og sig selv og  stadig give et heltal som resultat.

Eksempler på primal: 1, 2, 3, 5, 7, 11, 13 osv.

Det er let med de små tal – man kan næsten se det på dem, men hvordan afgør man om et stort tal er et primtal?

Continue reading »

Mar 022013
 

Aleneshoppetur til København. Det betyder at bestemte butikker skal besøges, herunder Lego-butikken (#itsaboysthing).

Jeg får kantet mig forbi en far og søn, for lige at se bland-selv-afdelingen (det skal man jo).

Det viser sig at drengen (jeg tror han er cirka 4 år) går samme vej som jeg. Han pludrer lidt, og det går op for mig at han faktisk forsøger at tale til mig. Jeg fortsætter lidt længere væk, men han følger med, med ryggen halvt mod mig mens han forklarer hvor vigtigt det er han får lov at vælge noget Lego med hjem.

Jeg konstaterer at drengens far ikke er fulgt med og stopper op og venter på at drengen opdager at det ikke er hans far han forsøger at overbevise. Jeg tør først ikke sige noget til den lille dreng, da jeg er bange for at han skal blive forskrækket når han opdager at han taler til en vildt fremmed.

Men i stedet for at opdage at hans far er væk (og han var væk, jeg tjekkede), spreder han armene ud til siden og forlanger: “Løft mig op”.

Det gør jeg naturligvis ikke, og regner med at han så nok vil vende sig om og opdage at jeg ikke er den han tror han er.

I stedet gentager han, lidt mere insisterende: “Løft mig ooooop.”

Jeg prøver med et forsigtigt: “Jeg er ikke din Far”, og føler mig RET sikker på at jeg har ret.

Enten hører han mig ikke eller også hører han bare ikke efter hvad jeg siger. I stedet bakker han, stadig med armene ud til siden, ind i mine ben. Bagsiden af hans skuldrer rammer mine lår og toppen af hans hoved… Ja, det rammer mig cirka der hvor man ikke har lyst til at blive ramt, specielt ikke som mand og i særdeleshed ikke af at barnehoved, og jeg bliver ret glad for at jeg har min dynejakke på.

“Jeg er ikke din Far” gentager jeg, lidt højere. Jeg forsøger at trække væk, men der er ikke plads bag mig. Jeg er fanget mellem en reol og en 4-årig.

Knægten lader sig ikke anfægte, men skubber hovedet tilbage (desværre ikke nok til at han kan se mig) og skruer volumenknappen op til lige under råb og prøver igen med et “LØFT MIG OOOOP!”.

Jeg er nu nået til et punkt hvor jeg er bange for at blive forvekslet med en katolsk præst under cover, så jeg rammer cirka samme volumeneniveau: “JEG ER IKKE DIN FAR!”. Jeg kan høre desperationen i min egen stemme.

Det går da op for mig at der til venstre for mig er en Lego-pige. Altså en rigtig levende blød en (antager jeg) der ikke er lavet af klodser. ”Hvad SIGER du?” spørger hun, mens hun sender mig et r-det-nu-det-rigtige-sted-at-tage-den-snak-med-barnet-blik.

“Jeg er ikke hans Far” forsøger jeg mig med, mens jeg peger ned, men indser hurtigt at det nok ikke forklarer ret meget bare at gentage den samme information. “Jeg ved ikke hvem han er” supplerer jeg derfor med, hvilket ikke ændrer blikket.

Jeg kigger ned og opdager at drengen har vendt sig rundt og bare kigger op på mig og min pegende finger. Jeg forventer at han NU vil stikke i et stort skrig (faktisk håber jeg det lidt, for det ville sikkert have understøttet min historie), men han bliver bare stående og kigger og kigger op på mig. Jeg prøver af uransagelige grunde med et sidste “jeg er ikke din Far”, men han nægter stadig at vræle.

Heldigvis er drengens far dukket op, og alting slutter med at en lille dreng endelig bliver løftet og den søde Lego-pige smiler og endelig sender mig et nåååååååååh-blik, inden jeg haster ud af butikken.

Der går nok lidt tid før jeg skal ind i Lego-butikken igen.

 Posted by at 19:03  ?
Dec 192012
 

I dag sendte jeg så en SMS med det glade budskab til min lille familie om at jeg havde købt et juletræ:

Og da skete det, at han spredte det glade budskab...

Og da skete det, at han spredte det glade budskab…

Svaret fra Z kom prompte – og var så nogenlunde som ventet:

Ja, på min telefon ligner Zanni en guldfisk. Jeg bliver glad hvergang jeg ser det.

Ja, på min telefon ligner Zanni en guldfisk. Og hva’ så?Jeg bliver glad hvergang jeg ser der er SMS eller opkald fra min guldfisk! :-)

Og hele vejen hjem glædede Z sig til at se det lille juletræ, og hun fortalte mig hvordan hun så frem til at skulle pynte det.

Heldigvis havde jeg nået at få træet op, lige ved de julegaver vi allerede har fået sendt fra blandt andet mine forældre i Aalborg, inden Z kom hjem:

Og der spredte sig en skøn duft af jul. Og med jul mener jeg frisk skov. Og med frisk skov mener jeg noget der lugter kunstigt af alt andet end skov.

Og der spredte sig en skøn duft af jul. Og med jul mener jeg frisk skov. Og med frisk skov mener jeg noget der lugter kunstigt af alt andet end skov.

Så nu venter jeg bare på at Z får pyntet juletræet. Det ryger naturligvis ud 1. januar, inden det begynder at drysse, men frem til da skal det sprede julestemning (og kvalmende duft) i vores lille hjem.

Nå står den vist 2-2, ikke?  ;-)

 

PS: Har du set vores “Byg dit eget juletræ, Ikea style (en billedhistorie i 24 afsnit)“-post?

God Jul!

Oct 232012
 

Af praktiske årsager er det normalt mig der handler ind til hverdag – jeg kommer lige forbi SuperBrugsen på vej fra jobbet.

I familien deler vi en fælles, elektronisk indkøbsliste, og den tjekker jeg når jeg handler ind. Og i dag dukkede der pludselig en ny vare op:

Ret skal være ret: Vi var vist nok ved at løbe tør!

Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, og kort efter fik jeg så en SMS som jeg naturligvis svarede på. I kan se dialogen her:

Julie’s SMS’er længst til venstre – mine til højre.

Desværre havde SuperBrugsen ikke hash i dag, så vi må klare os med det vi har.

 

At min datters optimisme med hensyn til, hvad jeg køber med hjem fra SuperBrugsen er stor, fremgår også af denne indkøbsseddel fra nogle uger siden:

Jeg ved ikke hvad “Joseph Gordon Levitt” er, så jeg spurgte. “En steg” lød svaret. Det bliver ikke mig der lægger stegepande til!

Oct 172012
 

Som man kan læse her og her, har min kære kone et par gange taget måsen på mig, i forbindelse med en bademåtte (som på mystisk vis har det med at finde vej ned på badeværelsesgulvet).

Forleden var det så min tur til at få hævn for en ene af disse to episoder.

Vi har et par gange haft besøg af en spætte. Den har siddet i et træ der teknisk set står i naboens have, men læner sig ind over vores, og dermed har spætten altså besøgt os.

Det er lææænge siden Z sidst så spætten (sidste år engang, tror jeg) men jeg fik øje på den forleden, efter jeg havde hørt at den sad og hakkede i naboens-træ-over-vores-have. Det fortalte jeg Z om aftenen, og det medførte naturligvis en omgang søgning på Google, for at fastslå arten. *)

I fredags besluttede jeg mig så til at sige ‘tak for sidst’ for Z’s små drillerier. Efter en tur ud i haven, råbte jeg på Z: “Kom og se! Spætten sidder ude i træet”.

Z kom naturligvis straks løbende for at se spætten – så tit besøger den os alligevel ikke, og den skal naturligvis artsbestemmes. Hun stak hurtigt fødderne i noget fodtøj og småløb ud i haven, hvor jeg fik hende lokket ud på græsplænen. Hun forsøgte at få øje på spætten i træet hvor den plejer at sidde, og jeg lod hende stirre nogle sekunder.

Så pegede jeg på tegningen jeg havde hængt op i et ahorntræ, tæt på huset:

Spætten!

Så nu fører hun kun 2-1

 

*) Med til historien hører dette:

Da jeg havde fortalt om spætten jeg (rent faktisk) så, spurgte Z “findes der mere end en spætte-art i Danmark?”

“Ja da” svarede jeg, mens jeg fandt min telefon frem, for at gå på Google, for jeg ved godt at Z ikke lige sådan lader sig overbevise.

“Er du sikker” spurgte Z, med sin allermest skeptiske stemme.

“Yep”, svarede jeg “den slags vi har set i træet, og rødspætten.”

Så allerede dér blev kimen til min lille hævn lagt.

Oct 042012
 

Jeg har meldt mig til Projekt Cykeljakken – og jeg er blevet udtaget. Til kontrolgruppen.

Projekt Cykeljakken er kort fortalt dette: Aalborg Universitet og TrygFonden ønsker at undersøge, om cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikbilledet.

Det har de gjort ved at få 8000 personer til at melde sig til projektet: De 4000 får en cykeljakke i en stærk gul farve, og den skal de cykle med i et år. Efter et år undersøger man så, om de 4000 personer der har cyklet med en skrig-gul cykeljakke er kommet mindre til skade i trafikken, end de 4000 i kontrolgruppen der ikke har cyklet med en gul cykeljakke.

Og jeg er som nævnt udtaget til kontrolgruppen.

Med andre ord: For at bevise teorien om, at cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikken, så skal jeg bare sørge for at komme mere til skade end dem der cykler med en gul cykeljakke.

Mon ikke jeg kan klare det?

Og så får jeg min cykeljakke, når året er gået.

Hvis jeg altså overlever.