Yeah!

Det går sådan lidt på skift, hvem det er der arrangerer det praktiske, og i år meldte jeg mig frivilligt. De sidste gange hvor jeg har påtaget mig hvervet har jeg forsøgt at få bord på et lille godt sted inde i centrum af København som hedder…

Ja, hvad er det nu det hedder?

Jeg havde navnet lige på tungen, men da jeg havde langt mere brug for at have navnet i mit hoved måtte jeg tage det store grimme Internet til hjælp.

I dette tilfælde; AOK.dk, hvor jeg simpelthen søgte på ordet “smørrebrød” for ordene “det store kolde bord med små varme retter” var nok for stor en mundfuld (hø hø) for AOK’s søgemaskine.

Men resultatet overraskede mig alligevel:

Jeg var sikker på, at jeg ville genkende navnet på Caféen, hvis jeg så det, så jeg bladrede frem i søgeresultaterne til jeg kom til dette:

Af en eller anden grund tvivler jeg lidt på, at man kan få smørrebrød på McDonalds...

Det var på det tidspunkt jeg mistede troen på AOK’s søgemaskine, og ringede til en ven i stedet.

Så det endte med at jeg fik bord. På Cafe Sorgenfri, som var det navn jeg ikke kunne komme i tanke om.

Nu har det bare at være lige så godt som jeg husker det!

Da jeg skulle checke hvornår vi igen skal stille urene til sommertid faldt jeg over ‘Landsforeningen mod sommertid‘s hjemmeside.

Som det fremgår af skærmdumpet herunder, så har de et ur på deres hjemmeside. Et ur der går 20 minutter for langsomt.

Ved uret er samtidig teksten: “Nu er vi alle enige om at klokken er”, og så tidspunktet “i Danmark”

Så: Ikke nok med at de åbenbart ikke ønsker at vi stiller uret en time frem om sommeren, de vil også have at vi skal stille urene 20 minutter tilbage!

Af deres hjemmeside fremgår blandt andet:

“Pludselig - sidst i marts – “koldt vand i hovedet” – bureaukraternes forbandede og unødige sommertid kommer brasende fra den ene time til den anden. Det hele ødelægges til ingen verdens nytte!

Der foretages overgreb og manipuleres med tidsdimensionerne!”

Øhm, små slag og er de 20 minutters forskel I forsøger at få os alle sammen til at blive enige om ikke også at “manipuleres med tidsdimensionerne”?

Skærmdump herunder – bemærk min computers ur i nederste højre hjørne (og dét går rigtigt):

Nej, det er vi så IKKE enige om, alle sammen.

Bemærk også at foreningen holder generalforsamling “den sidste søndag i marts måned” mellem klokken 2 og klokken 3. Nu er sidste søndag i marts måned kl 2 jo også det tidspunkt hvor urene stilles en time frem, så foreningen må have verdens korteste generalforsamling (det fremgår ikke nogen steder af deres hjemmeside at de ikke følger sommertiden, kun at de er mod den).

Det havde været noget mere effektivt at afholde generalforsamlingen den søndag hvor vi går tilbage til normaltid. Så kunne de holde to timers generalforsamling fra 3 til 4

Nå, det bliver spændende at se hvad der sker med uret på http://ikkesommertid.info når vi går over til sommertid: Hvad vil Landsforeningen mod sommertid så forsøge at få os til at blive enige om, hvad klokken er?

Jeg skulle ikke have noget klinket, så jeg lovede at poste opskriften, når (hvis!) navnet blev offentliggjort, og det blev det som bekendt i denne uge.

Her er måden man selv kunne have fundet navnet, i fire trin (som er lidt anderledes end i min første blog-post – bare for at vise at navnet kunne findes via søgninger på Google):

Step 1: Søg på Google på “Jetset-kvinde kokain”. Skift til billedsøgning, og frem kommer blandt andet dette resultat:

Dette billede er interessant, fordi vi kan se at en person er sløret (og det må så være personen der er omfattet af navneforbuddet) og at der er to andre kendte på billedet.

Step 2, vi klikker os ind på artiklen på EkstraBladet, hvor vi kan se billedet i stort:

Så nu ved vi at billedet viser “Jetsetkvinden” og at hun er set i selskab med to andre kendte, så:

Step 3, vi søger på Google efter “Grevinde Alexandra, Lene Nystrøm” og får som de første resultater:

Altså vores billede fra før som nummer 3, mens billede nummer 1 og 2 er det samme billede, bare uden sløring, så:

Step 4, vi klikker os ind på et af de to første søgeresultater og får:

Altså et billede med en billedtekst der viser de tre navne “Grevinde Alexandra, Lene Nystrøm og Rigmor Zobel”.

Navneforbuddet havde altså ingen effekt hvis man vidste hvordan man skulle søge på Google, fordi der blev vist slørede billeder af den sigtede i selskab med andre navngivne personer, hvilket gjorde at det samme billede nemt kunne søges frem i en ikke-sløret version.

Løsningen på denne problemstilling er simpel: Hvis der er navneforbud, så lad være med at vise billeder af den sigtede, selvom hun er sløret, hvis der er andre på billedet.

Ellers er det jo skuffende nemt^*) at finde personen bag et navneforbud.

Frem med manualen: Fejlkode 30, luk for vand, sluk for opvaskemaskine, kontakt servicecenter.

Så dem ringede jeg til i dag, og samtalen forløb nogenlunde således:

Dame i ‘service’-center: Electrolux Service-center, hvad kan jeg hjælpe med?

Mig: Davs, jeg hedder Robert Winther, jeg har en opvaskemaskine der viser en fejlkode 30, som betyder at jeg skal kontakte jer.

Dame i ‘service’-center: Hvilken model er der tale om?

Mig: [Læser modelnummer fra manualen]

Dame i ‘service’-center: Hvilket serienummer har maskinen?

Mig: Øh, serienummer? Er det ikke nok med modelnummeret?

Dame i ‘service’-center: Nej, jeg skal også bruge serienummeret.

Mig: Men jeg sidder på mit arbejde. Jeg har ikke lige serienummeret ved hånden…

Dame i ‘service’-center: Det står på indersiden af lågen.

Mig: Øh ja, men jeg er på arbejde, og lågen sidder på opvaskemaskinen, og opvaskemaskinen står derhjemme.

Dame i ‘service’-center: Så må du ringe når du står ved opvaskemaskinen

Mig: Men I har vel kun åbent indenfor almindelig arbejdstid?

Dame i ‘service’-center: Vi har åbent mandag til fredag fra 8 til 16.

Mig: Altså når folk er på arbejde. Kan I ikke sende en tekniker uden at I har et serienummer?

Dame i ‘service’-center: Nej.

Mig: Øh, det har jeg da aldrig hørt om før.

Dame i ‘service’-center: Men du kan også kontakte os via mail.

Mig: Fremgår mailadressen af brugsanvisningen?

Dame i ‘service’-center: Nej, men den kan du få af mig.

Mig: [får mailadresse og siger lidt forvirret 'tak for hjælpen']

Er reservedele til Electrolux virkelig forskellige, ikke bare på modelniveau men helt ned på et niveau hvor det er nødvendigt at have serienummer før man kan sende en tekniker?

Min ToDo liste er nu udvidet med:

1. Finde serienummer på indersiden af låge på opvaskemaskine (Done!)
2. Beslutte mig til, om jeg har fat i det rigtige ‘service’-center.

(Hvis jeg ringer til samme servicecenter igen, så regner jeg med at de kan sende en tekniker allerede dagen efter. Jeg mener: Hvis de ikke kan sende en tekniker fra dag til dag, hvorfor kunne jeg så ikke få en aftale på plads, mod at jeg lovede at give dem serienummeret efterfølgende, men før teknikeren var på vej ud til mig?)

Tragisk!

Den tiltalte har fortalt at han på dagen havde drukket tæt, og han blev efter ulykken målt til at have en promille på 1,6.

Det burde vel være en simpel sag?

Men nej, og jeg citeter:

“Forsvareren påstår frifindelse, fordi tiltalte ikke husker noget.  Ifølge forsvareren bestrider tiltalte ikke, at han førte bilen. Men han husker intet fra kørslen.”

Øh, hvad?

Jeg ved godt, at forsvarens påstand ikke er det samme som en dom, og jeg ved også godt at han (forhåbentlig) ikke slipper uden straf, men hvordan kan det være muligt at påstå frifindelse med den undskyldning, at den tiltalte ikke husker noget?

• Hvis jeg bliver stoppet med en promille mellem 0,51 og 1,2 så får jeg en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde
• Hvis jeg bliver stoppet med en promille mellem 1,2 og 2,0 så får jeg en ubetinget frakendelse af kørekortet plus bøde
• Hvis jeg bliver stoppet med en promille over 2,0 så får jeg  betinget fængsel, frakendelse af kørekort samt en bøde

Men hvis jeg har drukket mig så sanseløst beruset (og suppleret med stoffer), at jeg ikke kan huske noget, og pløjer ind i en familie så deres spædbarn bliver dræbt, så kan advokat kræve at jeg bliver  “frifundet for de hårde tiltaler om uagtsomt manddrab og legemsbeskadigelser”?

Nu er forsvarens påstand jo ikke det samme som en dom, men jeg forstår simpelthen ikke hvorfor han kan få lov til at fremsætte sådan på påstand, uden at dommeren tæver ham til plukfiskmed sin lille hammer. Eller i det mindste dømer ham for foragt for retten.

Fa’me et underligt retssystem vi har.

Opdateret 22.09.2009: Manden slipper med 2½ års fængsel og skal betale en bøde på latterlige 150.000 kroner. Han må heller ikke køre i bil i 8 år, men hvem tror på han overholder det?

Men jeg blev hurtigt irriteret over nogle ting i butikken: Der var jeans der hang på bøjler, men på en sådan måde at labelen med størrelse hang ind mod væggen, hvilket betød at man enten skulle hive hver enkelt bøjle ud, eller stikke hovedet ind mellem rækken af jeans for at se størrelsen.

Min irritation blev bestemt ikke minde af, at bukserne ikke hang i orden efter størrelse og at prislappen på en stor del af bukserne – både dem på bøje og dem der lå på nogle borde – var placeret over den del af labelen hvor selve størrelse/længde var påtrykt, så man skulle kigge indeni bukserne for at se størrelsen.

En sælger kom hen og spurgte om han kunne hjælpe mig.

“Nej tak, jeg kigger bare” svarede jeg, i forventning om at han så ville drible væk.

“Hvis du kigger efter noget bestemt så kan jeg da hjælpe dig” fortsatte han ufortrødent.

Derved brød han den uskrevne regel der fortæller, at når kunden siger “jeg kigger bare” så skal svaret være “det er helt i orden” eller “du siger til når jeg kan hjælpe dig” eller lignende. En lidt for kæk sælger (for en jyde som mig) og en lidt for irriteret Rob, så resten af samtalen forløb derfor nogenlunde således:

Lidt for irriteret Rob: “Er det slet ikke muligt at finde et par jeans til os der godt kan finde ud af at slide vores tøj selv?”. Jeg peger samtidig på de huller der er på baglommerne på de bukser jeg står med (jeg har allerede konstateret at de ikke er i min størrelse, men at de ville passe fint til en lille fed mand).

Lidt for kæk sælger: “Nææææh, dem har vi ikke ret mange af lige for tiden.”

Lidt for irriteret Rob: “Kunder der godt selv kan finde ud af at slide deres tøj?”

Lidt for kæk sælger: “Øh hvad? Nåh nej; jeans der ikke har det her rå look.”

Lidt for irriteret Rob: “Rå look? Jeg syntes bare det ser slidt og sjusket ud.”

Lidt for forklarende sælger: “De fleste kunder kan godt li’ at deres jeans har lidt personlighed.” Han lagde tryk på ordet “personlighed”, hvilket ikke gjorde tingene bedre.

Lidt mere irriteret Rob: “Personlighed? Det er da ikke særligt personligt når alle par er slidt på præcist samme måde!”

Sælger der har opdaget at han ikke får solgt slidte jeans til mig: “Hvis det bare er det slidte du ikke bryder dig om, så har vi da også et par som dem her.” Sælgeren hiver et par jeans i forvasket look, frem.

Endnu mere irriteret Rob: “Jeg kan også godt finde ud af at vaske mit tøj selv!” (OK, teknisk set er det Z der er mest flittig med vaskemaskinen, men jeg var jo ligesom ved at fremføre en pointe).

Lidt triumferende sælger: “Men du skal vaske et par jeans rigtig rigtig mange gange før de får det her look.”

Rob der nu bare forsøger at få sælger på glatis: “Hvor mange gange er de jeans da blevet vasket?”

Meget forklarende sælger: “Nåh, nej, de er ikke blevet vasket, de har fået en kemisk behandling.”

Rob der godt vidste det i forvejen: “Så nu er de så fyldt med kemiske stoffer?”

Beroligende, lidt overbærende sælger: “Nej nej, de er da naturligvis blevet vasket bagefter.”

Rob der nu har sælger på glatis: “Jeg syntes lige du sagde at de ikke var blevet vasket?”

Sælger der forsøger at skjule sin irritation: “De er ikke blevet vasket for at give det forvaskede look, men de er blevet vasket bagefter!”

Mest irriterede Rob: “Ah, men hvis du ikke ved præcist hvilke af disse jeans her der er størrelse 34/36, så tror jeg bare jeg kigger videre, hvis det er OK?”

Sælger der endelig fatter systemet: “Du siger bare til hvis der ellers er noget jeg kan hjælpe med.”

Rob der slet ikke føler han er blevet hjulpet: “Det var planen!”

Jeg fik ingen jeans den dag, men jeg kan konstatere at jeg har alle muligheder for at blive en gammel gnaven mand.

Ikke på grund af navneforbudet som sådan. Jeg syntes det er helt OK at en dommer kan afgøre, at det ikke er tilladt at afsløre navnet på en sigtet i en sag, før der er faldet dom. Og hvad skal vi bruge navnet til, andet end at sladre om en person der jo er uskyldig indtil der er faldet dom om noget andet.

Det der provokerede mig var, at det var de private bloggere, Facebook’ere og Twitter’e der var i søgelyset.

Hvorfor retter man søgelyset mod privatpersoner?

Hvis man mener navneforbudet alvorligt, så skulle man have udstedt forbud som også gør det strafbart for de etablerede medier at afsløre så meget som de har gjort i denne sag. Det virker som om de forskellige nyhedsmedier kappes om at se, hvor mange informationer der kan give om personen hvis-navn-vi-ikke-må-nævne, at det nærmest er latterligt.

Jeg har set så mange informationer om “den 40-årige jetset-kvinde” (fast vending i diverse medier), og set flere billeder af hende (dog med ansigtet sløret) at jeg var sikker på, at det ville være muligt at finde navnet på vedkommende relativt hurtigt, hvis man ville.

Så det prøvede jeg om jeg ikke kunne, og for at det ikke skulle blive alt for nemt, satte jeg lidt regler op som jeg ville følge:

• Ingen private hjemmesider eller andet som private har skrevet – kun kendte nyhedsmedier og søgninger på Google
• Ingen fancy tricks som almindelige internet-brugere måske ikke kender (som at finde ‘gemte’ versioner af sider fra de nyhedsmedier der har haft skrevet navnet i en artikel, men slettet det igen da navneforbudet blev udstedt)
• Navnet skal verificeres på et andet websted end der hvor jeg finder det, så jeg er er sikker på, at navnet er det rigtige.

Det tog under 2 minutter at finde navnet, og det var da alligevel hurtigere end jeg selv havde regnet med. Og så et par minutter ekstra for at få det bekræftet fra en anden kilde.

Problemet er som nævnt at nyhedsmedierne afslører så meget om vedkommende, at det at finde selve navnet på vedkommende er ret trivielt.

For ikke at overtræde navneforbudet kan jeg naturligvis ikke afsløre navnet her. Jeg vil heller ikke afsløre den præcise opskrift på at finde navnet, for det er sikkert heller ikke lovligt.

Men i grove træk var det jeg gjorde følgende:

Det første websted jeg besøgte var en sladderavis’ hjemmeside. Den pågældende avis består af ca. 1/3 nyheder på overskriftsniveau, 1/3 sport og 1/3 sladder, så for mig var det logisk at starte der, men folk med hang til sladder kan sikkert finde mange andre og bedre steder (og folk med hang til sladder kender sikkert allerede svaret).

To søgninger og to klik og så havde jeg fundet et helt galleri med billeder af hende-vi-ikke-må-nævne-navnet-på, på sladderavisens websted.

Ganske vist er hendes ansigt som nævnt sløret på billederne, men de er de personer hun er fotograferet sammen med, ikke, og man kan også se hvor og hvornår billedet er taget. Så jeg valgte informationerne fra et af billederne, til brug for en søgning på Google.

En søgning på Google med disse informationer, og et par klik senere og vips; frem dukker det samme billede fra sladderavisens websted på et sladderblads (som jeg heller ikke vil afsløre navnet på, igen for at det ikke skal være for nemt) websted, men uden sløring af ansigtet.

Og der kunne jeg så se navnet på personen der er omfattet af navneforbudet.

Da var der gået cirka 2 minutter

Når man først har et navn på personen, så er det endnu nemmere at få bekræftet at det så også er det rigtige navn man har fundet, men da jeg jo gerne ville bruge andre kilder end de første til at bekræfte navnet jeg allerede havde fundet, tog det lige et par minutter mere.

Hvad er så formålet med at udstede et navneforbud, når medierne har lov til at vise billeder der stadig gør det så nemt som det så bliver, at finde frem til det navn der burde være beskyttet?

Det er kun marginelt bedre end ‘i gamle dage’ hvor folk åbenbart blev helt vildt anonyme, hvis de fik en sort bjælke over øjnene.

Nok brok: Her er mit forslag til en løsning:

Hvis der udstedes et navneforbud, så udstedes der samtidig også forbud mod at vise billeder af den pågældende, selvom ansigtet er sløret til uigenkendelighed. Samtidig skal det være forbudt at give informationer som gør det nemt at finde frem til personen omfattet af navneforbudet. Eksempelvis at personen er set sammen med 2 andre navngivne personer til en bestemt begivenhed.

At give denne slags informationer gør et altså ret trivielt at finde frem til navnet på personen omfattet af navneforbudet, specielt hvis der samtidig vises et billede hvor personen er sløret, men hvor det samme billede kan findes ved en simpel søgning på Google.

Hvis journalister eller ansvarshavende redaktører ikke selv kan gennemskue hvornår det er simpelt at finde navnet på personen der er omfattet af et navneforbud, når de afslører så mange detaljer som det sker i dette tilfælde, så skal de have deres skolepenge fra journalisthøjskolen tilbage, indlevere deres PC-kørekort, og begynde at lede efter et andet job. Et hvor de ikke skal bruge computere eller Internet!

Men de har naturligvis ikke gjort noget galt i denne sag: De har overholdt navneforbudet, men bare kørt den liiiiiiiiige til grænsen.

Jeg kan ikke afsløre navnet på denne kvinde (der naturligvis ikke har noget at gøre med sagen her), men jeg kan da afsløre at hun jævnligt optræder på frimærker og mønter der anvendes i Danmark.

Hvis der er nogen derude der ikke lige har hørt om Døgnposten er der her et citat fra Post Danmarks hjemmeside:

“Med Døgnposten kan du:

• Hente dine pakker døgnet rundt alle ugens dage
• Frit vælge, hvor du vil modtage din pakke “

Det lyder jo meget smart, men jeg har aldrig fået mig tilmeldt Døgnposten fordi man først skal tilmelde sig ePosthuset som så igen kræver en digital signatur, og så bliver det ligesom for besværligt til at jeg nåede videre.

Stor var min overraskelse derfor da jeg kom hjem i dag og fandt en anmeldelse fra pakkebudet: “Post til afhentning” – og informationen “Afhentes i Døgnposten”.

Det undrede mig en del da jeg jo aldrig har fået tilmeldt mig Døgnposten, og på Post Danmarks hjemmeside står der “Du skal oprette et Døgnpost-ID, når du tilmelder dig Døgnposten”. Sådan et har jeg ikke, så hvordan kunne min pakke så ligge i Døgnposten?

Da anmeldelsen samtidig fortalte mig at afhentning kan ske “Fra dato: 28/7 kl. 4/8″ (yep; tidspunktet var en dato) fik jeg mistanke om, at postbudet måske havde brugt en forkert anmeldelse, og derfor ringede jeg til Post Danmark.

Samtalen forløb nogenlunde sådan her:

Post-damen præsenterede sig.

Mig: Davs, mit navnt er Robert. Jeg har fået en anmeldelse om en pakke jeg kan hente, men der står at den skal afhentes i Døgposten. Men jeg er ikke tilmeldt Døgnposten. Kan det være en fejl?

Post-dame: Nej, hvis pakken er lille nok til at kunne være i Døgnposten, så får du din pakke dér.

Mig: Men hvorfor skal man så tilmelde sig Døgnposten?

Post-dame: Det er så du kan få alle dine pakker i Døgnposten.

Mig: Alle? Øhm, hvad mener du med ‘alle’? Også dem der er for store til Døgnposten? *)

Post-dame: Øøøh, nej dem skal du stadig hente på posthuset.

Mig: Men hvad er så forskellen mellem at tilmelde sig og ikke tilmelde sig Døgnposten hvis det er de samme pakker der ender i Døgnposten uanset om man tilmelder sig eller ej?

Post-dame: Hvis du tilmelder dig Døgnposten får du adgang til en række andre services.

Mig: Nå, men jeg vil egentlig gerne bare have min pakke hurtigst muligt. Der står at den kan afhentes fra i morgen kl. “4/8″. Kan pakken ikke afhentes allerede i aften?

Post-dame: Nej, Døgnposten fyldes kun en gang i døgnet.

Mig: Hvad tid er det så? Kan jeg hente pakken i morgen tidligt på vej til arbejde?

Post-dame: Nej, Døgnposten fyldes først kl. 10.

Mig: Det er jo samme tidspunkt som posthuset åbner? Vil det sige at jeg så ikke kan hente pakken tidligere, selvom den ligger i Døgnposten.

Post-dame: Nej, men du kan hente pakken senere – selvom posthuset er lukket.

Mig: Øh tak.

*klik*

Dermed min oplevelse med Døgnposten: En mulighed for at hente dine pakker senere end du ellers ville hente dem.

Hvad fa’en er det smarte i, at man kan hente sine pakker når man vil, hvis man alligevel skal vente til dagen efter?

Måske hedder det egentlig Døgnposten fordi der går næsten et døgn før du kan hente din pakke?

Det er måske meget godt at jeg ikke har fået tilmeldt mig.

*) Ja, jeg erkender at mit humor-gen løb af med mig.

Det gjorde det også da jeg læste nærmere på anmeldelsen fra pakkebudet:

På bagsiden af anmeldelsen står der: “Pakken kan hentes i DØGNPOSTEN – 24 timer i døgnet 7 dage om ugen“.

Og på forsiden: “Efter 6 dage returneres forsendelsen“.

Altså 7 dage om ugen – i 6 dage. Det er sgi da lidt sjovt, ikke?

Overskriften lover en måling af intelligensniveauet.

Men selve testen er en test af farveblindhed.

(Billede i stort efter hoppet)

Som bekendt er der ingen sammenhæng mellem farveblindhed (eller ej) og intelligens, så den eneste intelligens der bliver målt her, må være intelligensniveauet på den der har lavet reklamen.

Resultatet er i øvrigt: “Lavt”.

Jeg ved ikke hvor reklamen pegede hen, for jeg klikkede ikke på den, og den var væk da jeg var færdig med at banke mit hoved ned i tasteturet.

DR Update i morges: En endeløst loop af informationen om at vi har fået en ny prins, kun afbrudt af vejret. Selvfølgelig skal det nævnes, men der må for h@lvede da være sket noget mere derude i verden som vi også skal vide?

Men nej, vi skulle absolut høre hvordan journalisterne kappedes om at stille de dummeste, mest forudsigelige, spørgsmål, med svar selv den mest tungnemme burde kunne regne ud. Der var pragtspørgsmål som “er han sød?”. Hvilket svar forventer tumperne?

Et kig rundt på de danske nyhedssites viser hvor lavt intelligensniveauet pludselig falder hos de danske medier:

Politiken spørger folket om gode råd til den nybagte mor. Måske skulle journalisten – eller den er det den ansvarshavende redaktør? – bare søge over til Billedbladet med det samme?

Go’aften Danmark på TV2 kører i skrivende stund – der kan man stemme om, hvilket navn prinsen skal have, via SMS. Jeg besluttede mig at slå over på en anden kanal, for jeg syntes det er for pinligt, men jeg er sikker på, at Kongefamilien venter spændt på resultatet og er glade for, at det  ikke er en beslutning de skal træffe selv.

Inden da nåede jeg da at høre at Go’aften Danmark senere ville forklare den nye prins vægt med tre poser med sukker. Må jeg have lov at illustrere hvad jeg syntes om intelligens-niveauet ved den slags, ved at sammenligne med de tomme kalorier i sukkeret? Jeg måtte nøjes med at krumme alle mine tæer og sætte en finger på fjernbetjeningen for at skifte kanal.

Den anden kanal var DR hvor der var TV-avis – Danmark’s vel mest troværdige nyhedsmedie – men desværre var man også her gået i Prinse-selsving, for DR havde udstationeret en journalist for at se hvem der kom forbi for at hilse på den nybagte mor og den lille ny prins. Der opgav jeg så ethvert håb om, at finde et dansk nyhedsmedie der ikke er gået i tabloid-sladderblads-mode.

Og flere medier rapporterer, at det vurderes som mest sandsynligt at den lille nye prins skal hedde Albert.

Prins Albert !!!

Er der ikke en eller anden ved hoffet der gider hviske Kongefamilien i øret, at “Prins Albert” også er navnet på en intim-piercing? (Linket er ikke for små prinser eller andre børn eller sarte væsner)

Jeg stemmer for at den lille nye Prins skal hedde “Prins-lad-mig-for-helvede-få-fred-og-overlad-sladderjournalistikken-til-sladderjournalisterne”.

Hvor skal jeg sende min SMS til?