Så er det officielt: Jeg har fået nyt job!

Jeg har fået tilbudt, og takket ja til stillingen som Director, IT Services (læs; IT Direktør) i Magnetix A/S hvor jeg får ansvaret for Magnetix’ IT-afdeling på 22 mand i København og en gruppe på 7 mand i Vietnam.

Det er et drømmejob, og efter 12 år i Coop er det nok også på tide at komme videre. De sidste par år har været hårde – jeg har skulle træffe nogle svære valg og har blandt andet måtte sige farvel til folk der fortjente langt mere og bedre.

Og dem jeg kunne holde på, og som har knoklet og kæmpet, føler jeg lidt at jeg lader i stikken når jeg har sidste dag i Coop fredag den 27. september. De har været fabelagtige og jeg ved at det bliver hårdt at skulle sige farvel til dem.

Men jobbet i Magnetix en fantastisk mulighed og en stor udfordring, med fokus på Internet og en brøkdel af den bureaukrati og politik jeg har skulle bruge energi på i Coop. Magnetix er et integreret dialog- og webbureau der tre gange har været blandt Børsens Gazelle-virksomheder og ligger nummer 2 på brandstyrke og nummer 1 i kundetilfredshed i MyImages bureauanalyse 2013.

Jeg har arbejdet sammen med Magnetix i flere omgange så jeg ved at de er knalddygtige og jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med mine nye kolleger i Magnetix fra 1. oktober.

Jeg har købt et lille juletræ (hævnen, del 2)

I dag sendte jeg så en SMS med det glade budskab til min lille familie om at jeg havde købt et juletræ:

Og da skete det, at han spredte det glade budskab...
Og da skete det, at han spredte det glade budskab…

Svaret fra Z kom prompte – og var så nogenlunde som ventet:

Ja, på min telefon ligner Zanni en guldfisk. Jeg bliver glad hvergang jeg ser det.
Ja, på min telefon ligner Zanni en guldfisk. Og hva’ så?Jeg bliver glad hvergang jeg ser der er SMS eller opkald fra min guldfisk! 🙂

Og hele vejen hjem glædede Z sig til at se det lille juletræ, og hun fortalte mig hvordan hun så frem til at skulle pynte det.

Heldigvis havde jeg nået at få træet op, lige ved de julegaver vi allerede har fået sendt fra blandt andet mine forældre i Aalborg, inden Z kom hjem:

Og der spredte sig en skøn duft af jul. Og med jul mener jeg frisk skov. Og med frisk skov mener jeg noget der lugter kunstigt af alt andet end skov.
Og der spredte sig en skøn duft af jul. Og med jul mener jeg frisk skov. Og med frisk skov mener jeg noget der lugter kunstigt af alt andet end skov.

Så nu venter jeg bare på at Z får pyntet juletræet. Det ryger naturligvis ud 1. januar, inden det begynder at drysse, men frem til da skal det sprede julestemning (og kvalmende duft) i vores lille hjem.

Nå står den vist 2-2, ikke?  😉

 

PS: Har du set vores “Byg dit eget juletræ, Ikea style (en billedhistorie i 24 afsnit)“-post?

God Jul!

Hash på indkøbslisten (eller; min datter har knald i låget)

Af praktiske årsager er det normalt mig der handler ind til hverdag – jeg kommer lige forbi SuperBrugsen på vej fra jobbet.

I familien deler vi en fælles, elektronisk indkøbsliste, og den tjekker jeg når jeg handler ind. Og i dag dukkede der pludselig en ny vare op:

Ret skal være ret: Vi var vist nok ved at løbe tør!

Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet, og kort efter fik jeg så en SMS som jeg naturligvis svarede på. I kan se dialogen her:

Julie’s SMS’er længst til venstre – mine til højre.

Desværre havde SuperBrugsen ikke hash i dag, så vi må klare os med det vi har.

 

At min datters optimisme med hensyn til, hvad jeg køber med hjem fra SuperBrugsen er stor, fremgår også af denne indkøbsseddel fra nogle uger siden:

Jeg ved ikke hvad “Joseph Gordon Levitt” er, så jeg spurgte. “En steg” lød svaret. Det bliver ikke mig der lægger stegepande til!

Spætten (hævnen, del 1)

Som man kan læse her og her, har min kære kone et par gange taget måsen på mig, i forbindelse med en bademåtte (som på mystisk vis har det med at finde vej ned på badeværelsesgulvet).

Forleden var det så min tur til at få hævn for en ene af disse to episoder.

Vi har et par gange haft besøg af en spætte. Den har siddet i et træ der teknisk set står i naboens have, men læner sig ind over vores, og dermed har spætten altså besøgt os.

Det er lææænge siden Z sidst så spætten (sidste år engang, tror jeg) men jeg fik øje på den forleden, efter jeg havde hørt at den sad og hakkede i naboens-træ-over-vores-have. Det fortalte jeg Z om aftenen, og det medførte naturligvis en omgang søgning på Google, for at fastslå arten. *)

I fredags besluttede jeg mig så til at sige ‘tak for sidst’ for Z’s små drillerier. Efter en tur ud i haven, råbte jeg på Z: “Kom og se! Spætten sidder ude i træet”.

Z kom naturligvis straks løbende for at se spætten – så tit besøger den os alligevel ikke, og den skal naturligvis artsbestemmes. Hun stak hurtigt fødderne i noget fodtøj og småløb ud i haven, hvor jeg fik hende lokket ud på græsplænen. Hun forsøgte at få øje på spætten i træet hvor den plejer at sidde, og jeg lod hende stirre nogle sekunder.

Så pegede jeg på tegningen jeg havde hængt op i et ahorntræ, tæt på huset:

Spætten!

Så nu fører hun kun 2-1

 

*) Med til historien hører dette:

Da jeg havde fortalt om spætten jeg (rent faktisk) så, spurgte Z “findes der mere end en spætte-art i Danmark?”

“Ja da” svarede jeg, mens jeg fandt min telefon frem, for at gå på Google, for jeg ved godt at Z ikke lige sådan lader sig overbevise.

“Er du sikker” spurgte Z, med sin allermest skeptiske stemme.

“Yep”, svarede jeg “den slags vi har set i træet, og rødspætten.”

Så allerede dér blev kimen til min lille hævn lagt.

Projekt Cykeljakken

Jeg har meldt mig til Projekt Cykeljakken – og jeg er blevet udtaget. Til kontrolgruppen.

Projekt Cykeljakken er kort fortalt dette: Aalborg Universitet og TrygFonden ønsker at undersøge, om cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikbilledet.

Det har de gjort ved at få 8000 personer til at melde sig til projektet: De 4000 får en cykeljakke i en stærk gul farve, og den skal de cykle med i et år. Efter et år undersøger man så, om de 4000 personer der har cyklet med en skrig-gul cykeljakke er kommet mindre til skade i trafikken, end de 4000 i kontrolgruppen der ikke har cyklet med en gul cykeljakke.

Og jeg er som nævnt udtaget til kontrolgruppen.

Med andre ord: For at bevise teorien om, at cyklisters sikkerhed kan forbedres ved at øge deres synlighed i trafikken, så skal jeg bare sørge for at komme mere til skade end dem der cykler med en gul cykeljakke.

Mon ikke jeg kan klare det?

Og så får jeg min cykeljakke, når året er gået.

Hvis jeg altså overlever.

Jeg skal NOK lære det en dag!

Jeg er startet på nyt træningsprogram i fitnesscenteret, og en af øvelserne giver mig lidt problemer, fordi jeg er ret stiv i kroppen.

Forleden fortalte jeg Zanni at jeg gennem en 2-måneders periode, dagligt havde lavet strækøvelser med det mål at kunne nå mine tæer, uden at bukke benene.

Efter de to måneder havde det hjulpet så lidt, at jeg regnede mig frem til at det ville tage mig nogle år at opnå mit mål, så jeg opgav.

Her til aften kom Zanni så ind til mig og spurgte hvilke øvelser jeg havde brugt, og hvor langt jeg egentlig kunne nå ned til mine tæer. Så det fortalte jeg, mens jeg demonstrerede hvor slemt det stod til.

“Hvor meget skal du sprede benene før du kan nå gulvet?” ville hun vide.

Igen demonstrerede jeg.

“Måske er det derfor du har så svært ved at nå ned og samle bademåtten op” sagde krampen tørt, og forlod mig, halvt i spagat og med et dumt udtryk i ansigtet.

Da jeg samlede bademåtten op var det med den bitre erkendelse, at hun nu fører 2 – 0. Skod!

Dramatik på badeværelset

“Kom lige her!”

Zanni’s stemme havde den skingre tone der normalt betyder, at hun står ansigt til ansigt med enten en edderkop eller noget andet hun er overbevist om, kan tage livet af hende på op til tre meters afstand. Som regel er det en edderkop, og da Zanni er meget bange for edderkopper, så det er min opgave at tage livet af dem, og foretage en begravelse til søs (læs; samle kræet op med en smule køkkenrulle, mase dem ihjel, og skylle dem ud i WC’et).

Så naturligvis kom jeg straks løbende. Her i det 21ende århundrede har vi som bekendt en alvorlig mangel på drager, så at redde Zanni fra edderkopper og holde døre for hende, er mine primære mulighed for at vise mig som ridder.

Zanni stod i gangen og pegede gennem badeværelsesdøren, på et sted på badeværelsesgulvet. Jeg gik straks i Ninja-mode mens jeg med øjnene scannede hver en kvadratcentimeter af gulvet: Bortset fra bademåtten som en eller anden havde glemt at hænge op efter brug (det er mig!) kunne jeg ikke få øje på noget på gulvet, og slet ikke noget der berettigede panikken i Zanni’ stemme.

“Prøv at løfte bademåtten” foreslog Zanni, stadig med noget jeg tolkede som desperation i stemmen. Frygtløst løftede jeg bademåtten mens jeg forsøgte at få øje på det kræ der om få sekunder skulle lade livet, som betaling for at forskrække min kone, og fik øje på  … ingenting.

Zanni’s stemme var pludselig helt rolig og kølig da hun sagde: “Når nu du har fat i bademåtten, kan du så ikke hænge den på plads!”. Derefter vendte hun rundt og gik ind i stuen.

Hun har bare at være glad for, at vi ikke har 12 km køkkenrulle i huset, og at WC’et garanteret ville tilstoppe, hvis jeg forsøgte at skylle hende ud.

Ja, jeg har tabt mig. Nej, jeg har ikke været syg.

For et års tid siden besluttede jeg mig til, at jeg ville tabe mig. Eller mere præcist: Jeg besluttede mig til, at jeg ville af med den lille vom der på mystisk vis havde fundet vej til forsiden af min krop.

Nu er mit vægttab åbenbart blevet så synligt at folk begynder at spørge til det (hvilket er fint), men desværre er der også mange der spørger om det skyldes at jeg har været syg (hvilket det ikke gør).

Så derfor skriver jeg nu dette indlæg. Ikke for at blære mig, eller for at fortælle hvordan man taber sig (jeg tror alligevel ikke min ‘metode’ vil virke for ret mange andre), men for at undgå at svare på spørgsmål om jeg ‘har været syg’, og i særdeleshed for at der ikke er nogen af jer der ikke har lyst til at spørge, der går rundt og tror at mit vægttab skyldes sygdom.

Her er de rå facts:

  • Indtil Påsken 2011 havde min vægt i en periode ligget omkring de 99 kg, og en enkelt gang været oppe på 101 kg.
  • Min vægt er nu under 86 kg
  • Vægttabet skyldes hård træning og kostomlægninger
  • Jeg har ikke været på slankekur – jeg tror ikke på langtidsvirkningerne af den slags – og jeg har ikke sultet mig.
  • Og jeg har ikke været syg

Resten er detaljer:

Continue reading “Ja, jeg har tabt mig. Nej, jeg har ikke været syg.”

Forbud mod bøssede navne på lidelser – nu!

Som dem af jer der har set mig indenfor det sidste halve års tid måske har bemærket (så tydeligt er det alligevel ikke), så har jeg haft noget rødmen i panden. Det irriterer kun en lille bitte smule, og kun engang imellem, så det var primært af rent kosmetiske årsager at jeg fik taget mig sammen til at ringe til længe, efter at skift af hårshampoo og kostomlægninger ikke havde haft nogen effekt.

Lægen kiggede på mig i kortere tid end det havde taget at komme igennem på telefonen for at bestille tid, og fortalte mig så, at jeg har Rosacea. Rosa-cea? Hvad fanden er det for et bøsset navn?

Da jeg spurgte hvad det kom af var svaret: “Ingenting”. Så jeg har en lidelse med et bøsset navn, der kommer af ingenting.

Continue reading “Forbud mod bøssede navne på lidelser – nu!”