Lægen kiggede på mig i kortere tid end det havde taget at komme igennem på telefonen for at bestille tid, og fortalte mig så, at jeg har Rosacea. Rosa-cea? Hvad fanden er det for et bøsset navn?

Da jeg spurgte hvad det kom af var svaret: “Ingenting”. Så jeg har en lidelse med et bøsset navn, der kommer af ingenting.

Ingenting? Jeg har for helvede da opgivet min elskede minimælk, for at se om det havde nogen effekt, cola har jeg også skåret kraftigt ned på, og min yoghurt om morgenen har jeg droppet. Til ingen verdens nytte!

Jeg var tilmed begyndt at mistænke Z for at knalde mig en i panden om natten mens jeg sov, under påskud af at jeg snorker (det gør jeg ikke  – det er noget hun drømmer – jeg har aldrig hørt at jeg snorker), eller fordi hun ville narre mig til at søge læge.

Og  jeg regnede med at det nok var noget der fixede sig selv. Ligesom et snørebånd der går op eller en sten i skoen fixer sig selv, hvis man venter længe nok.

Men jeg opgav mælk for helvede!

Næh nej, nu har jeg fået piller med et bredspektret antibiotikum og antibakteriel creme i stedet.

En lidelse med et bøsset navn, der kommer med ingenting, og som skal behandles med creme!

Creme!

Mig, som HADER creme (hvis creme var beregnet til mænd ville de hedde noget mindre fimset end ‘creme’ og der ville være grus i. Og man ville ikke få fedtede fingre.). Så er jeg sgu ligeglad med at det er på recept.

OK, at der ikke rigtigt er nogen årsag til lidelsen er det nok svært at lave om på, og hvis behandlingen virker er det jo fint, men kunne de for helvede da ikke ha’ fundet et mere maskulint navn?

“Chuck Norris betændelse” eller “Rambo Rødmen” eller i det mindste noget med nogen X’er eller andre kantede bogstaver og fa’me da ikke noget der starter med en tøsefarve og er fyldt med bogstaver med så mange buer!

Naturligvis ikke for min skyld. Jeg er da sikker nok i min egen sexualitet til, at jeg ikke bliver mindre mand af at have  fået diagnosen Rosacea, men andre, mindre maskuline mænd kan da blive hylet helt vildt meget ud af den, når de hører navnet.

Når jeg engang bliver minister for det hele, så vil jeg straks gennemføre en lov der forbyder bøssede navne på lidelser der kan ramme mænd.

(For dem der ligesom jeg ikke havde hørt om Rosacea før: Det er en kronisk betændelseslignende tilstand i huden i ansigtet. Mange har den uden at have fået diagnosen fordi det – ligesom hos mig – ikke er så slemt. Men andre bliver hårdt ramt og kan ikke få bugt med det. Al sympati til dem, mit problem er trods kun synligt helt tæt på.)

Ok, måske ikke liv men så i det mindste mine 3 måneder (tror jeg det blev til) som skægabe.

Når jeg har ferie er der tradition (det kan man vist godt kalde det) for at jeg lader mit skæg gro.

Af ren og skær dovenskab.

Men når skægget når en hvis længde, så sker der to ting:

1. Det begynder at klø.
2. Z forsøger at overtale mig til at lade det gro endnu længere.

Denne sommer besluttede jeg mig så til at lade det gro, dels for se hvor lang tid der ville gå før det holdt op med at klø, og dels for at se hvordan det ville komme til at se ud. Og så fordi jeg hentede min datter Julie der efter at have kastet et enkelt blik på mit skæg, sagde “hey, macho”.

Så skægget fik lov til at gro. Og lov til at klø. Og det kløede. Meget. Ikke hele tiden, men når jeg blev lidt træt. Der kunne det så også næsten drive mig til vandvid.

Efter cirka 14 dage gik jeg på nettet og søgte på ‘skæg’ og ‘kløe’ (bare på engelsk, naturligvis, for det gav mange flere relevante hits).

Svarene var alt fra:

• Det holder op med at klø efter et par dage (løgn!)
• Det holder op med at klø indenfor et par uger (nope, der var jeg allerede)
• Det holder op med at klø efter nogle måneder (hvaaaaaaaad?)
• Det holder aldrig op med at klø (der var jeg lige ved at opgive).

Jeg opdagede desuden, at en overraskende stor del af de sider jeg endte på, var sider på diverse diskussionsfora for … bøsser !!! Hmmm!

Og et par steder læste jeg, at alle der har skægvækst der er tæt nok til at gro et fuldskæg bør prøve det mindst en gang i sit liv (jeg går ud fra, at det kun gælder mænd).

Så skægget fik lov til at sidde, og Julie og jeg tog en tur til Aalborg spurgte jeg min Far (der bortset fra kortere perioder, altid har haft fuldskæg) hvornår skidtet ville holde op med at klø, og han forsikrede mig om, at hans skæg aldrig havde kløet, hvilket naturligvis ikke hjalp mig en sqwid. Min Mor syntes at fuldskægget klædte mig, så det er nok ikke helt uden grund at min Far har fuldskæg.

Men efter et par uger og et par dage holdt det pludselig op med at klø.

Det sjoveste ved at have fuld skæg har faktisk været at se og høre folks reaktioner.

Reaktionerne har fordelt sig nogenlunde således, sorteret fra flest til færrest:

1. “Skægabe” – over 1000 stk. Føles det som om.
2. “Du har fået skæg” (yep, det ved jeg – jeg var der da det skete) – 117 stk.
3. “Vasså, er der ikke nogen strøm på barbermaskinen?” – 33 stk.
4. “Du skal huske at fjerne hætten på barbermaskinen”! – 12 stk
5. “Det klæ’r dig” – 11 stk.
6. “Du ligner Julemanden” (eller variationer heraf – er det virkelig den eneste mand med skæg folk lige kan komme i tanke om?) – 10 stk
7. “Du ligner en hjemløs” (så er ‘Julemanden’ da trods alt bedre) – 6 stk
8. “Du kommer til at se 10 år ældre ud” (av!) – 5 stk

Jeg fandt ud af, at det bedste svar til “Vasså, er der ikke nogen strøm på barbermaskinen?” var; “Jo, men ledningen er ikke så lang, og vores stikkontakter sidder helt nede ved gulvet – men bare rolig, jeg er glat fra navlen og nedad”. Så holder de fleste mund.

Der var også nogle andre ting jeg fandt ud af:

• Man sparer ikke nogen tid. Hvis altså man – som jeg – mener at et fuldskæg skal plejes.
• Jeg blev heeeeelt vildt nervøs for at have noget siddende i skægget når jeg havde spist.
• Det er simpelthen umuligt, ikke at sidde og hive sig selv i skægget, eller lige nappe lidt i det under munden med overlæben.

Det sidste ser dumt ud, men det var det med hygiejnen der i dag fik mig til at beslutte mig til, at fjerne skægget: Det er simpelthen umuligt for mig, at føle mig helt ren ned fuldskæg, uden at skulle vaske mig i ansigtet i tide og utide. En serviet eller et stykke køkkenrulle (eller bagsiden af et ærme )

Så i dag røg skægget.

Men jeg kunne naturligvis ikke bare fjerne skægget i et hug, så her er lidt billeder fra processen:

Med fuldskæg. Jeg må erkende at jeg syntes at det klæ'r mig. Lidt.

Med goatee. Jeg blev overrasket over, hvor godt jeg syntes det klædte mig. Måske har jeg bare vænnet mig til fuldskægget. Men de hygiejniske bekymringer bestod. Det var ellers lige før det havde fået lov til at blive sådan her.

Motherfnucker skæg. Z sagde hun blev liiiiiidt bange for mig. Jeg syntes bare det fik min hage til at se underligt bred ud.

Magnum P.I. Not! Jeg syntes det så helt vildt dumt ud, men Z mente bare overskæg - generelt - et uklædeligt.

Jeg ved ikke hvad det her hedder, men det skulle lige prøves også. Heldigvis var det nemt at fjerne.

Sådan, tilbage hvor jeg startede for nogle måneder siden. Z ta'r det pænt. Og jeg havde selv lidt svært ved at kende mig igen.

Så nu er jeg nødt til at barbere mig regelmæssigt igen.

Med mindre jeg da beslutter mig til at lade det gro.

Gu’ ved om det så klør igen…

Hvad syntes du? Med eller uden? En mellemting? Drop et par linier

Så, inspireret (niveauet før plagiat) af en amerikansk TV-serie og en liste jeg engang fik pr. mail, er her:

9 regler du hellere må overholde, hvis du vil date min datter

1. Jeg elsker min datters smil. Hvis du gør noget som helst der fjerner hendes smil, fjerner jeg dit smil. Dine tænder er en væsentlig del af del af dit smil.
2. Når du skal ud med min datter, så henter du hende og du følger hende hele vejen hjem. Når du henter hende, så kommer du til tiden. Hun er ikke færdig til tiden, men det giver mig en mulighed for at hilse på dig og evt. smide dig ud igen, hvis jeg vurderer, at du ikke er god nok til min datter. Selvom du er godkendt tidligere, så kommer du stadig til tiden. Vi skal nok hygge os mens du venter på min datter bliver færdig. Og med ‘hygge’ mener jeg, at du kan slå min græsplæne, luge ukrudt eller en af de mange andre ting du naturligvis gerne påtager dig frivilligt, for at forblive på god fod med mig.
3. Når jeg spørger dig, hvad tid I du er hjemme med min datter igen er der to valide svarmuligheder:
   1. “Tidligt!”
   2. “Hvad tid syntes du vi skal være hjemme?” (Svaret er i øvrigt altid; “Tidligt!”).
4. Hvis min datter gider bruge tid på dig, så er du også klog nok til at vide at usikker sex kan slå dig ihjel. Alle former for sex med min datter er usikker sex og jeg vil slå dig ihjel. Begrebet “sikker sex” er en myte!
5. Jeg har en 6. sans når det kommer til min datter. Når du er sammen med hende skal du kun bruge 4 af dine sanser: Du lytter til alt hvad hun har at sige, du kan dufte til hendes parfume når hun går forbi dig mens du holder døre åbne for hende og du kan smage på den mad I spiser og som du naturligvis betaler for. Og du kan kigge på hende, men kun fra halsen og opefter. Men du rører ikke ved hende. Hvis du får trang til at føle, så skal jeg nok få dig til at føle! Primært smerte, og altid i forskellige kombinationer med “voldsom”, “intens” og “uudholdelig”.
6. Eneste undtagelse til ovenstående regel er, at du holder hende i hånden hvis hun vil holdes i hånden. Så tager du hendes hånd omgående, uanset om dine kammerater eller din ekskæreste er i nærheden. Nyd det, for det er den eneste del af din krop der nogensinde kommer til at røre ved nogen del af hendes krop. Enhver anden berøring vil, uanset at du bedyrer at der er tale om et ‘uheld’, betyde at jeg fjerner den pågældende kropsdel fra din krop.
7. Jeg stoler på, at du ikke tager stoffer eller har et usundt forhold til alkohol. Hvis du tager min datter med et sted hvor der er stoffer til stede, så skal jeg introducere dig for et stof. Mere specifikt det stof de laver body bags af. Det vil være indersiden af nævnte body bag, men på det tidspunkt er du ligeglad.
8. I den periode min datter vælger at bruge tid på dig, bruger du ikke tid på andre piger. Du kigger ikke efter andre piger og der er ikke plads til andre piger i dit liv, din kalender eller dit hoved. Eneste undtagelse er din Mor. Hvis du syntes der mangler et 3. hunkønsvæsen i dit liv, så find en kvindelig præst der kan stå for din begravelse.
9. På et eller andet tidspunkt ophører dit forhold til min datter. Dette tidspunkt bestemmer hun, ikke du. Når det sker træder følgende regler i kraft:
   1. Du venter med at date nogen som helst igen, indtil tidligst 6 måneder efter du med sikkerhed ved, at min datter har fundet sig en ny kæreste. Ingen undtagelser.
   2. Når min datter er færdig med dig, kontakter du hende ikke og det eneste du har lov at fortælle andre om den tid du havde sammen med min datter er at hun er “den mest fantastiske pige du nogensinde har mødt”. Hvis du på nogen måde omtaler hende i negative vendinger sender jeg dig på en rejse. Eller rettere; rejser! Dit hoved ender et sted, din torso et andet osv.
   3. Du returnerer straks alle de ting hun nogensinde har givet dig, det være billeder, breve eller andet, og du sletter alle SMS’er, MMS’er og mails og andet hun har sendt dig. Hvis hun har givet dig små gaver, så returnerer du enten gaverne eller et beløb svarende til det de har kostet, efter hendes valg. Forvent ikke at få noget retur fra hende. Hvis du insisterer på at få noget som helst retur fra hende, så håber på at det er små ting, for det bliver mig der afleverer dem, og de bliver leveret et sted hvor det vil være ekstra ubehageligt at få leveret store ting.

Du vil sikkert give mig ret i, at det er simple og rimelige regler.

Og lad det være en ufravigelig regel i den periode vi kender hinanden: Jeg har altid ret og jeg er altid rimelig. Og du vil overholde ovenstående regler.

Først forsøgte vi at flytte skuret (ha!) og derefter besluttede jeg mig til, at vi lige så godt kunne nedlægge det, så det gjorde vi.

(Video efter hoppet)

Videoen er efter flere timer hvor vi omhyggeligt har fjernet al indmaden med en stor økse og andre kirugiske instrumenter (Finn brokkede sig over at jeg kun havde ‘tøseværktøj’, men sandheden er, at jeg havde fjernet mange af de ting han kunne komme til skade med – han har lige haft en blå finger, fordi han forsøgte at fjerne en vask ved hjælp af en gummihammer).

Tak til Tom og Finn!

(De fik grill-mad kl. 21 og måtte overnatte – kroket nåede vi ikke)

Selvom min kone opmuntrede mig det bedste hun har lært, fik jeg det aldrig gjort. Men jeg har leget så mange gange med teksten i mit hoved, at jeg besluttede mig til at skrive det ned. Så er det også nemt lige at tilrette og sende, hvis der bliver en næste gang.

Til Politiet

Det var med en del overraskelse jeg kom hjem og fandt et brev fra jer i min postkasse, og jeg var naturligvis spændt da jeg åbnede brevet.

Først: Tak for det tilsendte billede.

Jeg er meget glad for min nye bil, og er da lidt stolt over, at I også syntes den er så dejlig, at I lige ville tage et billede af den. Jeg er naturligvis også glad for, at I syntes jeg skulle have en kopi af billedet.

Og jeg forstår også godt, at der må være nogle administrative omkostninger, både med at få billedet fremkaldt og finde mit navn og min adresse ud fra nummerpladen, samt naturligvis udgifter til kuverter og porto og så videre, og jeg vil da også gerne være med til at dække disse omkostninger.

Men helt ærligt: Er 1000 kroner for et enkelt billede ikke lige i overkanten?

For det første er billedet ikke særligt godt. Sort/hvidt, grumset og dårligt belyst. Og på en eller anden måde er der kommet en plet over min kones ansigt (hun sidder på passagersædet). Det minder alt i alt mere om et tilfældigt snapshot, end et billede man kan tillade sig at tage 1000 kroner for.

Så derfor returnerer jeg hermed billedet, i fuld tillid til, at I så ikke forventer at jeg betale de 1000 kroner. Selvom beløbet er et udtryk for jeres reelle omkostninger (og det tvivler jeg på) så mener jeg faktisk ikke at I har lov til, at opkræve mig betaling for en ydelse jeg ikke har bedt om. Det gælder i hvert tilfælde hvis postordrefirmaer fremsender ting man ikke har bestilt, så jeg har svært ved at tro at de samme regler ikke gælder for politiet.

Jeg har selv et professionelt spejlreflekskamera – et Nikon – og er ivrig hobby-fotograf, så jeg er i stand til at tage langt bedre billeder end det I har fremsendt til mig.

Tillad mig derfor at give jer lidt foto-tips som sikkert vil hjælpe jer til at tage bedre billeder:

Find et mere interessant sted at tage billederne. Billedet I har taget af min bil, er taget på en af indfaldsvejene til København. Det gør omgivelserne meget rodede, med forstyrrende ting i baggrunden. Jeg kan blandt andet lige se et hastighedsskilt hvor det ser ud som om der står “50″ på (Det må være en fejl: Jeg er helt sikker på at man må køre 60 på hele den strækning. Et kort stykke hvor man pludselig kun må køre 50 km/t  ville jo være en ren fartfælde). Men uanset, så er hastighedsskilte dybt uinteressante: Det er jo bilen det handler om.

Prøv også at placere jer, så man kan se at man bliver fotograferet. Det giver bilisten mulighed for at vælge om han vil se ind i kameraet eller se lidt mere koncentreret ud end jeg gør på billedet I har taget af mig. Jeg ser bare ud som om jeg sidder og keder mig mens jeg følger trafikken. Sæt eventuelt nogle store skilte op som fortæller hvordan man skal forholde sig, hvis man ønsker at få taget et billede af sig selv i sin bil. Eksempelvis ved at bede bilister der gerne vil fotograferes, om at stoppe helt op. Det giver jer også bedre tid til at fokusere ordentligt.

Og hvis billedet ikke teknisk er helt i orden, så lad være med at forsøge at sælge det. Jeg har fælles økonomi med min kone, hvilket betyder at hun inddirekte er med til at betale til både bilen og også til et eventuelt billede. Jeg får hende aldrig til at acceptere at jeg bruger 1000 kroner på et billede hvor der så tilmed er en stor plet over hendes ansigt. Helt ærligt; det ligner simpelthen sjusk med den plet.

Hvis I har lyst, så vil jeg gerne give jer lidt undervisning i, hvordan I tager bedre billeder.

Jeg skal naturligvis have dækket mine omkostninger. Lyder 1000 kroner i timen rimeligt? Vi kan eventuelt lave en klippekorts-ordning.

Skriv til mig, hvis i mener det kunne være interessant.

Med venlig hilsen

Rob

Mens jeg stod og ventede på, at vaskemaskinen inde i vaskehallen skulle centrifugere bilen færdig (eller hvad den nu var i gang med), faldt mine øjne på skiltet ved siden af porten.

Et eller andet sted er det gået galt for Shell (Roskildevej, Albertslund):

“Køretøjet må maksimalt være 5,00 mtr. langt”.

Det kan Golf’en sagtens holde sig under, men jeg læser naturligvis videre (hvad skal man ellers lave, når folk er begyndt at glo åndsvagt på en, bare fordi man bruger antennen man har skruet af bilen, som lyssværd?)

“Ved køretøjer over 5,20 mtr. går sidebørstene ikke ind, og bilens bagende vaskes kun med tagbørsten”.

Hvad fanden skal man med en instruktion der gælder biler der er over 20 cm længere end det maskinen maksimalt kan klare?

Og det konflikter også med tegningerne nederst, for den siger maksimalt 5,20 meter, hvilket jo også udelukker biler over 5,20 meter.

Nogen har tydeligvis fået bytte rundt på nogle mål her.

Godt man har en Volkswagen der er blevet kogevasket.

Bilen må maksimalt være 5 meter lang. Eller 5.2 meter. Og hvis den er over 5.2 meter, så... BESLUT jer for søren!

I starten af forløbet tog hun fat i mig, kyssede mig lidenskabeligt, kiggede mig dybt i øjnene og sagde så: “Nu har jeg smittet dig”. Og det havde hun.

Det er ikke den dødelige version af influenza vi har; den der dræber dig hurtigt; nej, vi har fået den version der holder dig i live så længe så muligt, men samtidig fratager dig lysten til at leve.

Så Z blev smittet først og jeg bagefter. Jeg ved ikke så meget om influenza-virus, men det virker logisk på mig, at Z er blevet smittet med en blanding af svage og stærke vira, og at de svageste så er blevet hos Z, mens kun de stærkeste har haft kræfter til at hoppe videre til mig. Det kræver alligevel lidt mere at hoppe til først den ene vært (Z) og dernæst til den næste vært (stakkels mig).

Rent logisk må det betyde, at jeg er mest syg, men I skal ikke høre mig klage.

Så nu ligger vi begge to syge. Og desværre er Z ikke så god til det der med at være syg samtidig med mig.

Jeg må nok understrege, at jeg ikke tror hun er bevist om, hvor meget hun forsøger at irritere mig, ved at være syg samtidig med mig, for jeg tror det er hendes underbevisthed der styrer det. Men derfor kunne hun jo godt forsøge at undertrykke det!

Der gik lige en dags tid før jeg blev opmærksom på de ting hun gør, for at mit sygdomsforløb skal blive ekstra uudholdeligt.

Det første jeg lagde mærke til, var toiletbesøg: Hvis jeg beslutter mig til, at jeg skal på WC, så kan jeg være helt sikker på, at hun skynder sig derud før mig. Men ikke lige før mig, for det vil bare være for tydeligt. Nej, hun timer det, så hun går på WC et minuts tid, før jeg selv bliver opmærksom på, at jeg skal tisse. Møgirriterende.

Men heldigvis har jeg luret, at hun bare gør det for at irritere mig, så derfor går jeg frem og tilbage udenfor WC’et og råber “er du ikke snart færdig?” indtil hun kommer ud. Og når hun så kommer ud, så lader jeg bare være med at tisse alligevel. Så kan hun lære det.

Når man er så syge som vi er, så er vi ikke i stand til at gøre meget andet end at ligge på sofaen, og se TV, men også dér har hun fundet en måde at irritere mig.

Uanset hvad jeg gør, så formår hun at trække vejret i takt med, men lidt før mig, så hver gang jeg ånder ind, så kan jeg kun indånde luft som Z lige har haft nede i hendes lungerne og derfor selvfølgelig brugt det meste af ilten. Det eneste der er tilbage til mig, er halvbrugt, halvlunken, influenzainficeret affaldsluft. Og hun lader bare som ingenting. Jeg tror ikke hun ved, at jeg har gennemskuet hende.

Men når vi sover, så kan hun naturligvis ikke lave dét lille trick. I stedet påstår hun så, at jeg “snorker mere end jeg plejer”, hvilket naturligvis ikke kan være rigtigt. Hun bruger det bare som en undskyldning for, at vække mig, når hun opdager at jeg sover. Men jeg ved godt at det kræver rigeligt med luft, for at kunne snorke så meget som hun påstår jeg snorker, og det har jeg har slet ikke nok luft til, så tilstoppet mine næse og hals er.

Og så er der hovedpinen. En underlig dunkende smerte, som hun på en eller anden måde har opdaget at jeg bliver ramt af i perioder. Så har man naturligvis ikke lyst til at tale, men hun forsøger hele tiden at starte en samtale, ved at stille mig irriterende spørgsmål. “Er der noget du mangler?” spørger hun eksempelvis. Og jeg kan ikke nøjes med, bare at nikke, for så stiller hun spørgsmål som kræver uddybende svar: “Hvad skal jeg hente til dig?” eller “hvilken kanal skal jeg slå over på?”.

Eller også håner hun mig, ved at give mig fjernbetjeningen og komme med stikpiller som: “du må bestemme hvad vi skal se”, selvom hun udmærket godt ved, at jeg ikke har kræfter til også at se TV, hvis jeg selv skal surfe rundt mellem kanalerne. Sådan en gammel B&O fjernbetjening er altså tung!

Så for at irritere mig, så indfører hun underlige regler om, at jeg skal sige til, når hun når til en kanal der viser noget jeg har lyst til at se. Hvor svært kan det være, lige at kigge på mig, mellem hvert kanalskift, så jeg kan nikke eller ryste forsigtigt på hovedet?

Nej, det er nærmest uudholdelig at være syg sammen med Z.

Som om det ikke var nok, at være ramt den absolut allerværste variant af den influenza, der er i omløb lige nu.

Kryds fingrer for mig!

16 dage! Dem kan man bare bruge til alt muligt dejligt.

Jeg nød naturligvis hvert øjeblik, men set i bakspejlet: Hvordan fik jeg egentligt brugt de mange dejlige dage?

Herunder ser du et lagkagediagram, der viser hvordan jeg har brugt dagene.

(alle tal er estimerede, men det er nok ikke helt galt)

Ting jeg har lavet i jule-ferien

Som det fremgår, har ferien været brugt effektivt.

Da vi flyttede ind i vores hus, var der på græsplænen et stort grantræ. Nu er vi ikke specielt til grantræer, og bestemt ikke på græsplænen, så vi besluttede os til at grantræet skulle fældes. På et tidspunkt.

Da vi havde lovet at lægge hus til julen 2007 besluttede vi at slå to fluer med et smæk: Fælde grantræet og lade det afslutte sit liv som juletræ.

Som så ofte før, gik tingene lidt anderledes end vi havde regnet med…

Klik på de billeder du vil se i stort.

	Som det fremgår af billedet her til venstre, så var træet ret højt, men formen var jo helt rigtig. Et rigtigt fint juletræ. Men det var også liiiiiiidt stort, som man kan se på billedet her. Også selv det på dette tidspunkt er ved at komme ned og ligge.
	Nu er træet ikke så højt mere. Til gengæld er det blevet en del længere. Bemærk, at formen stadig er flot og juletræ’et.
	Første prøvemåling. Vi har ret højt til loftet, men jeg kan takket være mine næsten to meter, lige nå loftet alligevel. Og jeg kan definitivt ikke nå toppen af juletræet her, når det står op. Men smukt og symmetrisk. Damn, noget må gøres.
	Her er lige et tilbageblik på den stump vi lod stå tilbage. Den røg naturligvis ned senere.
	I erkendelse af, at vores øjemål nok ikke var så præcist som vi havde håbet på, foretog vil en opmåling med tommestok. Uanset om vi målte højden (stående) eller længden (liggende som her) var konklusionen entydig: Der skulle enten skæres mere af træet, eller laves hul i loftet. Vi besluttede os til at skære af træet.
	Endnu et stykke blev skåret af træet, og trukket lidt til side. Det skulle vise sig, at vi fik god brug for den stump senere.
	Juletræet har nu fået en mere acceptabel højde. Til gengæld er formen nu knap så juletræsagtig som vi havde håbet på. Årsagen til at jeg mangler øjenkontakt med fotografen (Julie) er den simple, at jeg kigger på Z, der ligger på jorden og vrider sig af grin. Der manglede definitivt grene på det juletræ.
	Hverken Z eller jeg tror på, at man kan danse regnen frem, men Z forsøgte alligevel en lille sæt-lige-nogen-grene-symmetrisk-på-vores-juletræ-dans. Det hjalp ikke. Til gengæld begyndte det heller ikke at regne.
	Der blev skåret endnu en stump af bunden på juletræet. Det hjalp en hel del på højden, men på ingen måder på symmetri eller følelsen af, at der var tale om et juletræ. Eller retter: Symmetri var der, det var bare ligesom på den forkerte led, da juletræet var bredest på midten, i stedet for nederst som det traditionelt hørte sig til.
	Endnu et grineflip, denne gang fælles. Hvis et juletræ har følelser, så var juletræet garanteret ret pizzed på os, på dette tidspunkt, for vi sagde nogle ret grimme ting om træet.
	Jeg husker ikke klart, om jeg støtter juletræet her, eller om jeg bare støtter mig til juletræet. Men i mit hoved gennemgår jeg metodisk de gange jeg har set spejdere og andre træ-pushere faldbyde deres nålede varer i nabolaget: Hvor kan man få et fornuftigt juletræ, dagen før jul?
	Vi gik i tænkeboks, mens fotografen besluttede sig til at forevige hvad der kunne være en gyser for alle juletræer: Håndsavsmassakren.
	Og her er den første stump der blev skåret af. Z var sikkert på vej i depot. Men vi havde truffet en beslutning: Nu var det stakkels grantræ blevet fældet, med løftet om at det skulle være juletræ, og så skulle det fa’me også være juletræ.
	Manden i huset med en plan. Og en skrue-/boremaskine. Og et 10 mm bor.
	Først borer man et hul, der hvor der mangler en gren…
	Og et hul mere, der hvor der mangle en anden gren.
	Og så sætter man et par grene i hullerne. Gik det for hurtigt?
	Så er den her igen: Først borer man et hul, der hvor der mangler en gren.
	Så klipper man en gren af en af de amputerede stumper fra træet, og spidser denne gren lidt til, så den passer i hullet.
	Og så presser man den på plads
	Gentag boring…
	Gentag isætning af gren fra overskydende gran-orgie. Bemærk den spidsede gren. Man har vel ikke været spejder for ingenting.
	Endnu en gren indsættes længere nede. Osv.
	Så begynder det at ligne noget. Ok, det blev ikke kønt, men der var da bedre end udgangspunktet. Og på det tidspunkt var det så mørkt, at alle juletræs-pusherne var gået hjem, så vi måtte ligesom fuldføre projektet. Desuden havde vi jo lovet træet, at det ville ende sin karriere som juletræ. Hvis der er nogen fra Ikea der læser dette her: Ja, i kan godt få lov at købe opskriften, også selvom der ikke skal bruges umbraco-nøgle til at samle træet.

Alle foto taget af Julie.

Så jeg skrev til Super Dæk Service (SDS), der kan meget andet end at skifte dæk, ligger tæt på mit arbejde, og som tidligere har givet mig god service på min bil, og aftalte at jeg kunne stille min bil hos dem søndag aften, og droppe nøglen i deres postkasse, så de kunne gå i gang med at reparere den mandag morgen.

Bilen stillede jeg som aftalt, men derfra gik det slet ikke som jeg havde regnet med…

Jeg hørte ikke noget fra værkstedet i løbet af mandagen, men jeg tog det som et godt tegn: SDS har overholdt alle aftaler de andre gange de har haft min bil, og jeg var sikker på at jeg nok skulle høre noget fra mekanikeren, hvis de fandt ud af at det blev dyrere end ventet.

Kl. 16:31 ringede min mobil, og samtalen forløb nogenlunde sådan her:

SDS-mand: “Hej, jeg ringer fra Super Dæk Service.”
Rob: “Ja, hej”
SDS-mand: “Har du talt med nogen fra os i dag?”
Rob: “Næh, men jeg regnede med at I nok ringede når I var færdige med bilen”
SDS-mand: “Øøøh ja, meeeen… Hvor er den?”

Kort pause og en dyb indånding

Rob: “Hvad mener du, hvor er den? Jeg stillede den på jeres kundeparkeringsplads i går aftes, som jeg skrev til dig.”
SDS-mand: “Der holdt ikke nogen bil”
Rob: “Hvad mener du med, at der ikke holdt nogen bil?”
SDS-mand: “Den var der ikke”

Mere dyb indånding

Rob: “Hvorfor har I ikke ringet til mig noget før, da I opdagede at bilen ikke var der som jeg havde skrevet til jer?”

Jeg kan mærke optrækket til en svag panik!

I løbet af få sekunder løb følgende scenarier gennem mit hoved:

Bil stjålet. Forsikringsselskab afviser at yde erstatning, dels fordi nøgle var smidt i postkasse, dels fordi tyveri af bil først anmeldes mange timer efter det er sket. Og naturligvis fordi forsikringsselskabet har en undtagelse i deres betingelser, der specifikt omfatter grå Golf’er der ellers har kørt fint, men som efterlades alene på p-pladser ved værksteder tæt på eget hjem.

Bil i mellemtiden transporteret til tidligere østland. Dele af bil nu flyttet til andre Golf’er, så der kører et stort antal Golf’er rundt i tidligere østland med dele i sølv metallak eller kabine med sportspakke. Fra radio via højttalere der alle tidligere var mine, lyder nu musik jeg ikke kender på et sprog jeg ikke forstår.

Alle dele med stelnumre fra bilen, og andre dele der kan spores, er omsmeltet til metaldele der nu er placeret i person-miner, der blot venter på at blive trådt på af børn, så metaldele fra min Golf kan lemlæste deres uskyldige kroppe.

Alt sammen fordi jeg smed min nøgle i postkassen ved værkstedet.

Dyyyyyyyyyyb indånding.

Rob: “Har I fundet nøglen?”
SDS-mand: “Næh, der var heller ikke nogen nøgle”

Jeg ved ikke om jeg havde fået et skud adrenalin, der fik mig til at tænke hurtigt, men pludselig kom jeg i tanke om, at jeg ikke havde kunnet finde postkassen ved porten til værkstedet som jeg ellers havde fået beskrevet, og derfor havde lagt nøglen i postkasse ved indgang til check-in.

Rob: “Det ER da jer der ligger lige overfor Røde Mølle, ikke?”
SDS-mand: “Nej, det er Super Dæk Service i Albertslund. Vi er Super Dæk Service Glostrup!”

Og det var så forklaringen. Jeg havde mailet med den forkerte SDS-afdeling! Fandme dumt af mig.

Jeg forsøgte omgående at ringe til det SDS Albertslund, der jo formentlig havde undret sig over, hvad det var for en idiot der havde dumpet både bil og nøgler hos dem, uden aftale, men telefonerne var lukket fra kl. 16:30.

På vej hjem fra arbejde, en times tid senere, cyklede jeg forbi SDS Albertslund, for liiiiiiige at se at min bil holdt hvor jeg havde smidt den.

Det gjorde den ikke.

Da der var HELT mørkt, også inde på værkstedet, var det også umuligt at se om der i det hele taget holdt nogen biler inde på værkstedet.

Og det eneste lys jeg havde med mig, var lyset på min cykel. Som naturligvis ikke kan lyse, men kun blinke. Og kun når hjulene drejer rundt.

Så hvis nogen har passeret Super Dæk Service i Albertslund, mandag omkring kl. 17:30, så har de kunnet se en mand stå med en cykel på den ene skulder, mens han med den modsatte hånd drejede febrilsk rundt på forhjulet, for at få forlygten til at blinke kraftigt nok til, at han kunne se om hans bil holdt inde på værkstedet.

Det var stort set umuligt, men jeg fik da overbevist mig selv om, at lyset blev reflekteret af en nummerplade lige inden for porten, hvor man lige kunne skimte noget der med lidt godt vilje godt kunne ligne et Z, og sådan et er der på min nummerplade.

Vel hjemme skrev jeg så til Super Dæk Service Albertslund og forklarede at jeg havde dummet mig, og spurgte om de kunne hjælpe mig med min bil.

Kl. 07:42 tirsdag morgen ringede min telefon. SDS Albertslund havde egentlig ikke tid til min bil, men de ville prøve at hjælpe mig alligevel, også fordi de syntes det var for dårligt af SDS Glostrup, ikke at reagere på den manglende bil.

Og på det tidspunkt havde SDS allerede prøvekørt min bil, konstateret at det ikke var lambdasonden, og bestilt en ny luftmassemåler, som jeg naturligvis ikke skulle betale for, hvis det viste sig at der ikke var noget galt med.

Jeg har godt nok ikke set min bil siden søndag, men jeg ved at den er gode hænder. Nu.

Og jeg ved at jeg altid skal huske at kontrollere, at jeg har smidt min bil det rigtige sted.