Rob.dk

Hovedregning for begyndere

Shoppingtur. Beslutter mig til at købe en burger og en milkshake.

Totalt 69,-.

Opdager først at ekspedienten har tastet 96,- på dankort-automaten i det øjeblik jeg har trykket på godkend. Fail 1

Jeg gør opmærksom på fejlen, ekspedienten beklager og giver mig 20,- tilbage. Fail 2

Jeg protesterer og siger at det da må være 27,- jeg har til gode. Både ekspedient og supervisor kigger skeptisk på mig mens de forsøger at regne efter i hovedet.

Jeg forsøger så med: “fra 69,- til 99,- er der 30 kroner. 96,- er 3 kroner mindre end 99,- og 3 kroner mindre end 30,- er 27,-“.

De glor begge på mig som var jeg Rainman der lige havde fortalt dem hvor mange tandstikker der var tilbage i æsken. Ekspedienten finder yderligere 7,- frem, giver dem til mig mens hun siger “vi tror på at du har ret”.

Jeg overvejede et kort øjeblik at fortælle dem, at hvis man tager et flercifret tal, bytter om på cifrene og trække det ene tal fra det andet, så vil differencen altid være et tal med tværsummen 9 (som i 27 hvor 2+7 = 9) men jeg var simpelthen bange for at deres hoveder ville eksplodere.