Jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil kæmpe til døden, for din ret til at sige det

(Citat: Evelyn Beatrice Hall under pseudonymet Stephen G. Tallentyre i bogen The Friends of Voltaire fra 1906. Citatet er ofte – fejlagtigt – tilskrevet Voltaire selv).

For mig opsummerer denne sætning selve essensen i begrebet ytringsfrihed.

Men det er så let at forsvare ytringsfriheden for dem man er enige med: Det er først når man skal forsvare dem man ikke er enige med, at problemerne opstår.

Som med så mange andre smukke idealer, så er det så svært at leve op til i praksis: Hvor ville alting dog være lettere, hvis dem med de ‘forkerte’ meninger dog bare kunne lære at holde kæft. Eller i det mindste bare dem med meninger der giver problemer for (os) andre.

Det er naturligvis Muhammed-tegningerne (igen igen) der får mig til at tænke på citatet ovenfor (ja, de tegninger igen).

Resultatet af denne udnyttelse af ytringsfriheden har givet en masse debat: Var det rigtigt eller forkert af JyllandsPosten at bringe tegningerne eller var det en tom fornærmelse af en gruppe af menneskes tro? Var det klogt eller dumt at statsminister Anders Fogh Rasmussen afviste de ambassadører der gerne ville mødes med ham for at bede ham gribe ind?

Der er allerede masser af eksperter der åbnebart har helt styr på, at alle problemer kunne have været minimeret eller måske endda helt undgået, hvis JP havde nøjes med at svine en af de religioner til, vi åbenbart gerne må svine til, eller hvis Statsministeren dog bare havde budt ambassadørerne på en kop kaffe og en gennemgang af begrebet ytringsfrihed.

Men målet med dette indlæg er ikke, i bagklogskabens klare lys, at fortælle hvem der bare skulle have gjort eller ikke gjort det ene eller det andet, men at fokusere på selve begrebet ytringsfrihed. Og i denne forbindelse er budskabet og hvad man kunne have gjort i stedet, sekundært.

Ytringsfrihed – et par misforståelser

Der er desværre et par misforståelser om ytringsfrihed, som selv en del af dem der har haft en hel skolegang i en dansk folkeskole, giver udtryk for. Nogle af dem der burde vide bedre mener tilsyneladende at ytringsfrihed betyder, at de har lov til at sige alt hvad de har lyst til i alle sammenhæng, og at medier og websites der ikke gider lægge spalte-millimeter eller diskplads til deres udgydelser, udfører censur.

Sådan fungerer det naturligvis ikke.

Grundlovens paragraf 77 siger: Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.

Ytringsfrihed betyder altså ikke, at man må sige alt: Man er ansvarlig for det man siger. Man må ikke råbe ‘brand’ i en biograf, med mindre naturligvis det virkelig brænder, så er det – ikke overraskende – helt OK. Og hvis man anklager andre for at være mordere, racister eller havenisser, så skal man være klar til at stå til regnskab hvis personen (eller havenisserne) trækker dig i retten.

Ytringsfriheden betyder heller ikke, at du har krav på at blive hørt: En avis kan vælge, ikke at bringe dit læserbrev. Jeg kan som ejer af dette website vælge at slette en kommentar du lægger, enten fordi jeg er uenig, eller bare fordi jeg er i det humør den dag. Det er ikke censur, da det ikke er en central (statkontrolleret) foranstaltning: Andre aviser kan vælge at bringe dit læserbrev, en anden webmaster kan være enig med dig (eller bare i bedre humør), og du kan selv oprette en blog.

Og selv en statsminister har lov til, ikke at ville mødes med dig, uanset om du er journalist, ambassadør eller bare en almindelig borger der mener du betaler for lidt i skat (her er køen nok ret kort), uden det er i strid med Grundlovens §77.

Men med få undtagelser – og naturligvis reglen om at du skal stå til ansvar for domstolene – så har du altså lov til at ytre dig som du har lyst, også selvom ingen gider høre på dig (halloooo?)

Og så kravler jeg lige ned fra min høje hest

Med ovenstående citat som overskrift, så burde jeg – hvis jeg virkelig var klar til at forsvare ytringsfriheden til døden – iføre mig en t-shirt med alle Muhammed-tegningerne på, og spurte gennem den nærmeste moske, netop som fredagsbønnen slutter, blot for at vise min rent principielle støtte til ytringsfriheden.

Men det gør jeg selvfølgelig ikke. Ikke fordi jeg mener at tegningerne var forkerte (min første pointe var jo ligesom, at det er irrelevant), men mere fordi jeg ikke har kondien til at skulle spurte hele vejen hjem, for at redde min lille kontor-røv.

Altså er jeg ikke klar til at “kæmpe til døden” for ytringsfriheden (i det mindste ikke lige for de ytringer, og ikke lige nu), men foretrækker – meget dansk – at lade andre om at føre det slag for mig, mens jeg støtter idealet og princippet et sted i baggrunden, sådan rent principielt. Altså langt i baggrunden. Og helt helt stille.

Jeg vælger at betragte ytringsfrihed som noget man ikke skal kæmpe for, men for noget vi bare skal antage vi har. Det indebærer ligesom ikke den helt store indsats fra min side, og jeg behøver ikke sætte lid til at min kondi er bedre end de mest følsomme deltagere i en fredagsbøn.

Er frihed man ikke bør benytte sig af, frihed?

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Petersen og en lang række andre, har med forskellige ord argumenteret for, at JP nok har haft retten på deres side, men at der var tale om en provokation der ikke har noget som helst med ytringsfrihed at gøre. Faktisk mente Uffe Ellemann-Petersen at “Vi må granske os selv og erkende, at vi er ved at have et problem med den danske tolerance i forhold til muslimer og islam.”

Der fik Uffe vist lige tabt tingene ned i den store mixer, for begreberne ‘ytringsfrihed’ og ‘tolerance’ ligger i hver sin ende af et budskab. ‘Ytringsfriheden’ er udgangspunktet for afsenderen af budskabet, og så er det modtageren der må vise tolerance (eller tæve afsenderen med Grundloven, hvis budskabet er i strid med dennes §77).

Og Uffe & co har tilsyneladende valgt at overse, at hele udgangspunktet for JP artikel netop var at tegningerne skulle provokere for at vise at alle må “være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse”. Altså for at teste om muslimer har den tolerance der muliggør samme ytringsfrihed som alle andre religioner (også) må finde sig i.

Men lad os hjælpe den forvirrede Uffe og forsøge at forstå det han prøvede at give udtryk for, nemlig at JP ikke skulle have undladt at bruge deres frihed til at ytre sig når nu de vidste at det ville ligge ud over det muslimer ville acceptere.

Det svarer nogenlunde til dengang jeg som knægt forsøgte at overbevise mine kammerater at jeg måtte gøre præcist det jeg havde lyst til, uden at skulle spørge mine forældre om lov først (bare det ikke var ulovligt). Jeg havde så ’tilfældigvis’ bare ikke lyst til at gøre en hel række ting – som så tilfældigvis var de ting som jeg vidste ville udløse en 24-karat skideballe, hvis mine forældre fandt ud af det. Den eneste måde jeg kunne teste denne selv-indbildte frihed til at måtte uden at spørge var ved at prøve at udnytte den. Også hvis det var noget så dumt som at tage ned i havnen og samle nogle paller med det reb vi kunne finde, og sejle dem på tværs af havnen, blot for at kunne kalde palle-samlingen for en tømmerflåde.

Friheder skal ligesom en muskel testes ind i mellem, måske trænes eller ligefrem spilles med, hvis man ønsker at checke at man virkelig har den og at den fungerer som forventet. Også selvom det betyder at man løber risikoen for at få den dukkert jeg slap for, fordi jeg ikke turde teste om den frihed mine forældre trods alt gav mig, også omfattede palle-sejlads.

Men er det så vigtigt at holde på retten til støde andre?

For nogen tid siden stod min kone og jeg i en lang kø i et supermarked. Vi pjattede, og på et tidspunkt gav jeg hende så et stort kram og et langt kys.

“Kan I ikke vente med det der, til I kommer hjem” lød det surt fra en mand længere bagude i køen. Vores kysseri havde ingen effekt på den hastighed vi bevægede os frem i køen. Kysset var på ingen måde uegnet for børn (indkøbsvogne er også alt for ukomfortable) og der var ingen skilte med ‘kysseri forbudt’, men den gnavne mand følte alligevel at han var i sin gode ret til at bede os vente med at kysse til vi kom hjem.

Er mit behov for at kysse min kone så stort, at jeg ikke kan lade være med at kysse hende når vi er i supermarkedet? Nej, jeg vil sikkert godt kunne vente til vi kommer ud fra supermarkedet igen. Jeg vil fint kunne overleve, selv hvis vi skal vente med at kysse til vi kommer helt hjem, selvom det vil betyde at indkøbsturene bliver lidt mere kedelige.

Med andre ord, så burde jeg stoppe med at kysse min kone når vi er ude og handle, hvis jeg (ligesom den gnavne mand selv) vægter hans behov for ikke at blive stødt over at se os kysse, højere end mit behov for at kysse min kone.

Så hvad gør jeg så? Sætter jeg mit lille behov højere end den gnavne mands behov og overbeviser mig selv om, at “jeg må gerne, jeg har bare ikke lyst”, fordi det fornærmer en tilfældig mand, en tilfældig dag i et tilfældigt supermarkedet?

Hvis jeg opgiver min ret til at kysse i supermarkedet, hvornår er det så den gnavne mand bliver stødt næste gang? Når vi kysser på gaden? Foran vores egen hoveddør, på vores egen grund? Når vi holder i hånd, selvom vi ikke kysser?

Og hvis jeg opgiver min ret til at kysse min kone i supermarkedet, hvad så med de kys der måske virker endnu mere stødende eller provokerende på den gnavne mand, har de kys så nogensinde en chance for at blive… kysset? Hvad hvis det er to mennesker af af forskellig race? Eller to mennesker af samme køn?

Den gnavne mand trængte sikkert selv til et kys, men jeg var bestemt ikke motiveret til at give ham et. Ligesom jeg ikke er klar til at give slip på min ret til at kysse min kone, selvom det måtte støde folk der følger de er i deres gode ret til at trække deres regler ned over mine kys.

Så jeg antager – og benytter mig af – min ret til at kysse, for ikke senere at skulle kæmpe for min ret til at holde i hånd. Og for at andre måske kan kysse i fred, selvom deres kys er lidt sværere at se på, for gnavne ukyssede mænd.

Hvor langt skal man gå?

Som jeg forstår det, så omfatter forbuddet i Koranen alle tegninger af ting der har en sjæl. JP’s tegninger var naturligvis specielt provokerende fordi de skulle forestille Muhammed. Men hvis vi accepterer at lige dét motiv er forbudt, er alt andet så tilladt? Hvad med den profet fra Koranen der har en hovedrolle i den kristne tro og kan ses i alle danske kirker gengivet som tegninger eller udskåret i træ?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *