Var inde i en boghandel i går og skulle købe en gave til en barnedåb (bare rolig, jeg tror ikke han når at læse det her, inden han får gaven).
Mine øjne faldt straks på “Muldvarpen der ville vide hvem der havde lavet lort på dens hoved”
Pædagogik på højt niveau
Julie var ret vild med at få læst op fra bogen da hun var lille. Sikkert delvist fordi hendes Far var meget omhyggelig når han skulle forsøge at gengive den lyd de forskellige lorte… Nå, nu skal jeg jo heller ikke afsløre for meget.
Anyway, jeg var med det samme sikker på, at det var den helt rigtige bog at give til en barnedåb i Jylland, så jeg tog mit fund med op til kassen, hvor denne lille dialog udspillede sig:
Mig: “Jeg vil gerne have denne her” (lægger bogen på disken)
Ung kvindelig ekspedient: “Er det en gave?”
Hvad svarer man til sådan et spørgsmål? Jeg kiggede omhyggeligt på hende, for at se om der var spor af humor i hendes øjne, men fandt ikke så meget som antydningen af, at hun mente spørgsmålet som andet end helt alvorligt.
Så svarede jeg: “Ja det er det, jeg har læst den selv”.
Der var tilsyneladende kun én i butikken der syntes at den bemærkning var sjov, men som jeg plejer at sige: Bare der er én der morer sig. Og det er som regel mig selv.
Men jeg ligner åbenbart en der læser børnebøger.
Seneste kommentarer