Oct 03

Toolmate kap-/geringssavI dag var vi på det gør-det-selv-kursus i lægning af trægulve hos Silvan, vi havde meldt os til, i forventning om at vi nok kommer til at lægge et nyt gulv i soveværelset i huset vi forhåbentlig snart har købt.

Mens vi ventede på at blive ‘kaldt til undervisning’, gik vi lidt rundt og kiggede, og fik bl.a. set lidt på en kap-/geringssav, som vi har talt om at købe, fordi der sikkert skal skæres en masse lister og andre ting til, ude i huset (og fordi vi syntes det er et cool powertool, OK? :o ).

Da undervisningen startede, viste en af lærer…. øh, instruktørerne os netop en kap-/geringssav. Ikke lige den model vi havde kigget på, men til gengæld ville en fra holdet få denne sprit nye kap-/geringssav med hjem, når vi var færdige. Vinderen ville være den af os der udviste mest energi (var det vidst).

Gæt hvem der vandt saven! Yeps, Zanni (jeg tror det var fordi hun tog et ufrivilligt brusebad i den savsmuld der kom ud af maskinen, da en af de andre tøser på holdet skulle prøve saven).

Ok, gæt så hvem der fik lov til at slæbe saven over til bilen og op af trapperne da vi kom hjem. Den er næsten lige så tung som den er uhåndterbar.

Tags: , , ,

Skriv en kommentar