Jeg blev lidt provokeret i morges, da DR-Update – med henvisning til en artikel i gratisavisen Urban – fortalte at private også er omfattet af det navneforbud der gør det strafbart at afsløre navnet på den 40-årige jetset-kvinde der i sidste uge blev sigtet for narkohandel.
Ikke på grund af navneforbudet som sådan. Jeg syntes det er helt OK at en dommer kan afgøre, at det ikke er tilladt at afsløre navnet på en sigtet i en sag, før der er faldet dom. Og hvad skal vi bruge navnet til, andet end at sladre om en person der jo er uskyldig indtil der er faldet dom om noget andet.
Det der provokerede mig var, at det var de private bloggere, Facebook’ere og Twitter’e der var i søgelyset.
Hvorfor retter man søgelyset mod privatpersoner?
Hvis man mener navneforbudet alvorligt, så skulle man have udstedt forbud som også gør det strafbart for de etablerede medier at afsløre så meget som de har gjort i denne sag. Det virker som om de forskellige nyhedsmedier kappes om at se, hvor mange informationer der kan give om personen hvis-navn-vi-ikke-må-nævne, at det nærmest er latterligt.
Jeg har set så mange informationer om “den 40-årige jetset-kvinde” (fast vending i diverse medier), og set flere billeder af hende (dog med ansigtet sløret) at jeg var sikker på, at det ville være muligt at finde navnet på vedkommende relativt hurtigt, hvis man ville.
Så det prøvede jeg om jeg ikke kunne, og for at det ikke skulle blive alt for nemt, satte jeg lidt regler op som jeg ville følge:
- Ingen private hjemmesider eller andet som private har skrevet – kun kendte nyhedsmedier og søgninger på Google
- Ingen fancy tricks som almindelige internet-brugere måske ikke kender (som at finde ‘gemte’ versioner af sider fra de nyhedsmedier der har haft skrevet navnet i en artikel, men slettet det igen da navneforbudet blev udstedt)
- Navnet skal verificeres på et andet websted end der hvor jeg finder det, så jeg er er sikker på, at navnet er det rigtige.
Det tog under 2 minutter at finde navnet, og det var da alligevel hurtigere end jeg selv havde regnet med. Og så et par minutter ekstra for at få det bekræftet fra en anden kilde.
Problemet er som nævnt at nyhedsmedierne afslører så meget om vedkommende, at det at finde selve navnet på vedkommende er ret trivielt.
For ikke at overtræde navneforbudet kan jeg naturligvis ikke afsløre navnet her. Jeg vil heller ikke afsløre den præcise opskrift på at finde navnet, for det er sikkert heller ikke lovligt.
Men i grove træk var det jeg gjorde følgende:
Det første websted jeg besøgte var en sladderavis’ hjemmeside. Den pågældende avis består af ca. 1/3 nyheder på overskriftsniveau, 1/3 sport og 1/3 sladder, så for mig var det logisk at starte der, men folk med hang til sladder kan sikkert finde mange andre og bedre steder (og folk med hang til sladder kender sikkert allerede svaret).
To søgninger og to klik og så havde jeg fundet et helt galleri med billeder af hende-vi-ikke-må-nævne-navnet-på, på sladderavisens websted.
Ganske vist er hendes ansigt som nævnt sløret på billederne, men de er de personer hun er fotograferet sammen med, ikke, og man kan også se hvor og hvornår billedet er taget. Så jeg valgte informationerne fra et af billederne, til brug for en søgning på Google.
En søgning på Google med disse informationer, og et par klik senere og vips; frem dukker det samme billede fra sladderavisens websted på et sladderblads (som jeg heller ikke vil afsløre navnet på, igen for at det ikke skal være for nemt) websted, men uden sløring af ansigtet.
Og der kunne jeg så se navnet på personen der er omfattet af navneforbudet.
Da var der gået cirka 2 minutter
Når man først har et navn på personen, så er det endnu nemmere at få bekræftet at det så også er det rigtige navn man har fundet, men da jeg jo gerne ville bruge andre kilder end de første til at bekræfte navnet jeg allerede havde fundet, tog det lige et par minutter mere.
Hvad er så formålet med at udstede et navneforbud, når medierne har lov til at vise billeder der stadig gør det så nemt som det så bliver, at finde frem til det navn der burde være beskyttet?
Det er kun marginelt bedre end ‘i gamle dage’ hvor folk åbenbart blev helt vildt anonyme, hvis de fik en sort bjælke over øjnene.
Nok brok: Her er mit forslag til en løsning:
Hvis der udstedes et navneforbud, så udstedes der samtidig også forbud mod at vise billeder af den pågældende, selvom ansigtet er sløret til uigenkendelighed. Samtidig skal det være forbudt at give informationer som gør det nemt at finde frem til personen omfattet af navneforbudet. Eksempelvis at personen er set sammen med 2 andre navngivne personer til en bestemt begivenhed.
At give denne slags informationer gør et altså ret trivielt at finde frem til navnet på personen omfattet af navneforbudet, specielt hvis der samtidig vises et billede hvor personen er sløret, men hvor det samme billede kan findes ved en simpel søgning på Google.
Hvis journalister eller ansvarshavende redaktører ikke selv kan gennemskue hvornår det er simpelt at finde navnet på personen der er omfattet af et navneforbud, når de afslører så mange detaljer som det sker i dette tilfælde, så skal de have deres skolepenge fra journalisthøjskolen tilbage, indlevere deres PC-kørekort, og begynde at lede efter et andet job. Et hvor de ikke skal bruge computere eller Internet!
Men de har naturligvis ikke gjort noget galt i denne sag: De har overholdt navneforbudet, men bare kørt den liiiiiiiiige til grænsen.

Jeg kan ikke afsløre navnet på denne kvinde (der naturligvis ikke har noget at gøre med sagen her), men jeg kan da afsløre at hun jævnligt optræder på frimærker og mønter der anvendes i Danmark.

21. February 2010 klokken 22:25
[...] min blog-post “Navneforbud for Dummies” var der nogle stykker der spurgte mig, hvordan man kunne finde navnet på [...]