Firefox
Her er en liste med software jeg bruger, og som er så god at jeg godt tør anbefale den til andre.
Al software her på siden er gratis at anvende, i det mindste til privat brug.
Hop direkte til:
Om webbrowseren Firefox
Firefox extensions (udvidelser til Firefox)
Om browseren Firefox (det program du bruger til at gå på Internet med ;o)
Jeg anvender naturligvis Firefox (www.getfirefox.com) som min foretrukne browser, og har gjort det siden… mange versioner siden.
Jeg startede med at bruge den, bare for at prøve en anden browser end Microsoft Internet Explorer, fordi det virkede som om Microsoft var gået helt i står med udviklingen af deres browser, da de troede de havde vundet browserkringen.
Jeg havde tidligere anvendt Opera (www.opera.com) og tilmed betalt for programmet (nu er Opera gratis), men jeg følte mig mere ‘hjemme’ med Firefox, ikke mindst fordi jeg kunne tilpasse Firefox med extensions.
Firefox har en række fordele i forhold til Microsoft’s Internet Explorer:
- Den kan udvides med såkaldte ‘extensions’, for at give mere funktionalitet – læs mere om de Firefox extensions jeg bruger længere nede på siden her.
- Hurtigere end Internet Explorer, når den først er startet op.
- Mere sikker end Internet Explorer, eller var det i hvert tilfælde tidligere, om ikke andet fordi den er mindre udbredt end Internet Explorer, og derfor knap så interessant at lave ‘hackerangreb’ til.
- Smart anvendelse af tabs (faneblade). De nyeste versioner af Internet Explorer har godt nok også tabs, men selvom Microsoft jo bare kunne have kigget på de smarte ting som Mozilla har lavet med Firefox’ tabs, så er det lykkedes – i hvert tilfælde i de første versioner med tabs – Microsoft at misse flere af de smarte features som Firefox har haft længe. Bedste eksempel: Du har sikkert prøvet at komme til at lukke en tab som du omgående fortryder.
Firefox extensions jeg bruger
En af de mest geniale ting ved Firefox, er de mange extensions – udvidelser – man kan downloade til Firefox: Extensions er små programmer man kan udvide Firefox med, så browseren får nyere eller smartere funktioner.
Her er de extensions jeg er blevet så glad for, at jeg ikke har lyst til at undvære dem (og mangler dem, når jeg sidder ved en computer der ikke har installeret Firefox):
Google Toolbar.
Ja, jeg ved godt at den også findes til Internet Explorer, men den er stadig svær at undvære
)
Engelsk og dansk ordbog.
Stavekontrol når du udfylder formularer i Firefox. Genialt hvis man anvender webmail, blogs og andre steder hvor man skriver direkte i browseren.
Bruges sammen med stavekontrollen til automatisk at skifte til den rigtige ordbog (dansk på danske sites og engelsk på engelsksprogede sites).
Adblock Plus.
Muligheden for at blokere reklamer på alle websites. Man kan også abonnere på lister så man automatisk får blokeret de fleste reklamer, men jeg mener at det er forkert at blokere alle reklamer over en kam (webstederne skal jo have nogen indtægter), så jeg har valgt ‘kun’ at blokere reklamer på websteder hvor de har valgt at placere reklamerne så det er forstyrrende for indholdet.
Download Statusbar.
Jeg har aldrig helt været dus med Firefox’s model med at åbne et helt nyt vindue specifikt til downloads. Med denne lille plugin ligger downloads nederst i det almindelige vindue, uden at fylde noget specielt. Og man kan stadig få den traditionelle download-oversigt frem.
Google Preview.
Med denne lille genistreg bliver søgninger i Google forsynet med en thumbnail – et lille billede – af webstederne ved siden af søgeresultaterne. Det kan faktisk give en god idé om det er det ene eller det andet link i Google der er det mest interessante for dig.
Web Developer.
Hvis man roder med webdesign kan denne geniale plugin give dig adgang til 100 ting der gør dit arbejde 100 gange lettere. Kig også på FireBug.
