“I årtier har børnepornojægerne i Red Barnet haft et logo med en skrifttype, der er designet af en nu afdød erklæret pædofil.”

Sagen i al sin hysteriske enkelthed:

• Red Barnet (og moderorganisationen Save the Children) har et logo hvor der er anvendt en skrifttype der hedder Gill Sans.
• Skrifttypen Gill Sans blev tegnet i 1926 af Eric Gill
• Eric Gill, der døde i 1940, er siden blevet afsløret som pædofil, baseret på ting han skrev i hans egne dagbøger.

Der er altså ikke tale om, at skrifttypen er lavet specifikt til Red Barnet/Save the Children. Fonten er valgt fordi man syntes den passede godt til formålet:

“Jeg kan forsikre dig om, at vi ikke var klar over det her, da vi for mange år siden valgte skrifttypen i vores logo” siger  kommunikationschef Mogens Damgaard fra Red Barnet til BT.dk

Så burde der vel ikke være mere i den sag?

Jo, for kommunikationschefen lader sig åbenbart rive med i et anfald af politisk korrekte hysteri:

“[...]det er klart at denne her sag gør, at vi fra Danmark tilskynder til, at vi får ændret det logo”.

Ja, sørg da endelig for at bruge nogle af de penge der ellers kunne have været brugt til at redde børn, på at få skiftet logo hurtigst muligt!

Er der seriøst nogen med bare en lille smule hjerne der mener at en skrifttype kan være ‘farlig’, fordi den er tegnet af en mand der åbenbart var syg i hovedet?

Hvem er den dummeste i den her sag? Journalist Lars Fogt, der har skrevet artiklen på BT.dk eller kommunikationschef Mogens Damgaard fra Red Barnet der har ladet sig fange af hysteriet?

Jeg er glad for, at jeg allerede har besluttet mig til, ikke at støtte Red Barnet, for længe siden.

Full disclosure:

Jeg kører i en Golf  fra Folkevogn/VW Golf (og vi ved vel alle at VW leverede biler til nazisterne under 2. verdenskrig) og jeg syntes at musiknummeret “Billy Jean” med Michael Jackson (der blev anklaget for pædofil) er helt fantastisk. Men jeg mener ikke at jeg behøver skille mig af med min bil eller mine Michael Jackson cd’er for ikke at fremstå som nazistisk pædofil.

Ikke bare er pengene blevet brugt på mig, de er også blevet brugt på noget jeg ikke havde brug for. Rent faktisk til noget jeg helst var foruden. Er det ikke bare spild?

Men det er ikke kun min skyld. Rent faktisk startede jeg med de bedste intentioner:

Jeg gav penge til Red Barnet.

Det gjorde jeg fordi jeg  – naivt – troede, at pengene så ville blive brugt på et eller flere børn der havde behov for hjælp.

Men et eller andet sted begik jeg en fejl, for man skal åbenbart – på en eller anden måde – fortælle Red Barnet, at pengene skal bruges til at hjælpe børn.

Red Barnet besluttede i stedet at bruge pengene på  at sende mig markedsføringsmateriale: Jeg begyndte nemlig at modtage og breve fra Red Barnet, hvor de bad mig om at sende dem flere penge.

Det var nok også noget naivt af mig at tro, at pengene måske endte som nødhjælp til et sultent barn et eller andet sted i verden, og ikke i stedet blev brugt til at fodre Red Barnets marketing-maskine. Men jeg vil undskylde mig med, at jeg blev forvirret af navnet “Red Barnet”.

Min kone, som ofte ser den slags ting mere klart end mig, spurgte mig på et tidspunkt, hvorfor jeg ikke skrev til Red Barnet, og bad dem om, ikke at sende mig flere breve og blade, men jeg må erkende, at jeg kan være ret stædig. Så jeg besluttede mig til, ikke at foretage mig noget som helst, for at se hvor længe de ville blive ved med at sende mig breve og blade jeg ikke havde bedt om? Ville de fortsætte til alle pengene var brugt?

Og svaret må være ja: Red Barnets marketingsmaskine er åbenbart meget grådig, og selvom jeg ikke husker hvor meget jeg donerede, så må pengene for længst være spist op af porto, kuverter og trykning af blade.

Så undskyld til alle de børn der havde mere brug for hjælp end jeg havde brug for marketingsmateriale fra Red Barnet: Jeg donerede penge i en god mening. Det var aldrig meningen at pengene skulle gå til at spamme mig med fodpost.

Jeg håber snart at “Red Barnet” skifter navn til “Barnet Må Redde Sig Selv”. Det er ligesom mere reelt.

Læger uden grænser

Naturligvis gjorde mine oplevelser med Red Barnets marketingsmaskine mig noget forsigtig, men et års tid efter dummede jeg mig så igen. Man skulle jo ellers tro, at jeg havde lært noget af min fejltagelse, men nej.

En dag så jeg noget materiale fra Læger Uden Grænser (Médecins Sans Frontières danske afdeling): De kunne godt bruge lidt hjælp, og – det fortalte de – de har ikke lov til at lave landsindsamlinger på samme måde som Red Barnet har. Så jeg tænkte at Læger Uden Grænser’s marketingsmaskine nok ikke var så veludviklet og grådig som Red Barnets.

Læger Uden Grænser havde samtidig lavet en liste, der viste hvor langt ens penge rækker. Det var noget med at hvis man gav et bestemt beløb, kunne der købes et bestemt antal vacciner, hvis man gav et højere beløb kunne der købes et operationssæt, også videre.

Så jeg fik overbevist først mig selv, og hurtigt konen om, at hvis vi gav et beløb der svarede til operationssæt (var det vist), så ville pengene være øremærket til netop dette noble formål.

Jeg tog fejl igen.

Det første Læger Uden Grænser gjorde, da de modtog vores penge, var åbenbart at spurte ned og købe en kuvert og et frimærke, for at sende os marketingsmateriale med opfordringer til at sende dem endnu flere penge.

Ret skal være ret: Der var også en opfordring til os om, at fortælle Læger Uden Grænser, hvis vi ikke ønskede at modtage mere marketingsmateriale, men så blev jeg stædig igen:

Hvis jeg skal fortælle Læger Uden Grænser at de penge vi har indbetalt – de penge der svarer præcist til et operationssæt – skal bruges lige præcist til det operationssæt, og ikke til noget som helst andet, så bliver det ansigt til ansigt med den person der fik den ‘gode’ idé, at bruge de penge vi sendte, til noget andet end det vi blev lovet.

Og så tror jeg, at Læger Uden Grænser for brug for det operationssæt bagefter!

Så jeg meldte ikke fra, og det sidste år har vi nogle gange modtaget breve og andet skidt fra Læger Uden Grænser, betalt af de penge vi sendte til dem i forventning om, at de ville blive brugt til et helt andet formål. Alle de penge jeg sendte dem, må være spist op nu.

Altså derfor også en undskyldning til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden, der har ventet på medicinsk nødhjælp: Jeg støttede den forkerte organisation. Igen.

Nu har jeg lært min lektie

For nogen tid siden var jeg i København, og gik en tur på Strøget. Her blev jeg forsøgt stoppet af en fyr fra Unicef (var det vist) der ville have penge. Men jeg vidste jo godt, at han blev betalt af penge som en anden havde doneret, og ganske sikkert ikke for at betale ham for at ‘hjælpe’ mig til at donere flere penge.

Efter flere gange “Nej tak” fra mig, som han havde ignoreret, satte han til sidst trumf på: “Ved du ikke, at der lige nu er 5 millioner børn der sulter?” spurgte han, irriteret over at jeg forsøgte at komme udenom ham.

Først da jeg svarede “Ved du ikke, at der lige nu er en indsamler der er ved at få en på bærret på Strøget” fik jeg fred.

Forhåbentlig fik det ham til at skifte job, før han havde brugt alle Unicef’s penge.