“Kom lige her!”
Zanni’s stemme havde den skingre tone der normalt betyder, at hun står ansigt til ansigt med enten en edderkop eller noget andet hun er overbevist om, kan tage livet af hende på op til tre meters afstand. Som regel er det en edderkop, og da Zanni er meget bange for edderkopper, så det er min opgave at tage livet af dem, og foretage en begravelse til søs (læs; samle kræet op med en smule køkkenrulle, mase dem ihjel, og skylle dem ud i WC’et).
Så naturligvis kom jeg straks løbende. Her i det 21’ende århundrede har vi som bekendt en alvorlig mangel på drager, så at redde Zanni fra edderkopper og holde døre for hende, er mine primære mulighed for at vise mig som ridder.
Zanni stod i gangen og pegede gennem badeværelsesdøren, på et sted på badeværelsesgulvet. Jeg gik straks i Ninja-mode mens jeg med øjnene scannede hver en kvadratcentimeter af gulvet: Bortset fra bademåtten som en eller anden havde glemt at hænge op efter brug (det er mig!) kunne jeg ikke få øje på noget på gulvet, og slet ikke noget der berettigede panikken i Zanni’ stemme.
“Prøv at løfte bademåtten” foreslog Zanni, stadig med noget jeg tolkede som desperation i stemmen. Frygtløst løftede jeg bademåtten mens jeg forsøgte at få øje på det kræ der om få sekunder skulle lade livet, som betaling for at forskrække min kone, og fik øje på … ingenting.
Zanni’s stemme var pludselig helt rolig og kølig da hun sagde: “Når nu du har fat i bademåtten, kan du så ikke hænge den på plads!”. Derefter vendte hun rundt og gik ind i stuen.
Hun har bare at være glad for, at vi ikke har 12 km køkkenrulle i huset, og at WC’et garanteret ville tilstoppe, hvis jeg forsøgte at skylle hende ud.