Dagen var primært en transportdag, hvor det eneste planlagte stop var Solvang, en dansk by i USA.
Men naturligvis havde vi flere stop, og dagen skulle vise sig at indeholde en af de mest anspændte oplevelser vi havde på hele turen.
Inden vi nåede Solvang kom vi forbi et skilt der annoncerede Strudsefarm. Og med løftet om at man kunne komme til at made en struds, var der ingen vej udenom: Vi måtte bare gøre holdt.
Det skulle vise sig, at der var masser af strudse. Og emuer, og som annonceret kunne man få lov til at made dem.
Det foregik ved at man købte en madskål med foder. Madskålen var monteret på en fejebakke, for når først strudsene gik i krig med maden, var det en god idé at holde fingrene i sikkerhed.
Der var også studseunger. Eller måske var det emuunger. Der har nok været begge dele.
Der var også et egern som åbenbart ikke havde forstået, a det var en strudse-(og emu-)farm. Eller også havde den bare forstået, at der regelmæssigt var mad på jorden, for strudse spiser ikke særligt pænt.
Jeg er ret sikker på, at dette er en emu.
Og jeg er helt sikker på, at dette er en struds. De var store!
På et tidspunkt hørte vi en besøgende spørge: “Can you ride it?”. Det fik han så at vide, at det måtte man ikke. Han virkede lidt skuffet.
Vi sagde farvel til strudsene og kørte videre.
Det første skilt der afslørede, at vi nu var ved at være i Solvang.
Nogle af gaderne begyndte også at få danske navne, her Nykøbing.
Og her Kronborg Inn. Hastighedsgrænserne var dog stadig på USA’sk.
Der var flere vindmøllekopier og bindingsværksditto i byen end jeg havde ventet.
Turisterne kunne få en tur rundt i byen i en hestetrukken ikke-på-spor-vogn.
Mere vindmølle og mere bindingsværk. Og i baggrunden et miniature-rundetårn.
Det var også muligt at få smørrebrød, men hvorfor de har valgt det næsten-svenske ord for smørrebrød, ved jeg ikke.
Der var flere ting der bar præg af at det nok var en generation eller 2 siden nogen havde set hvordan vi lavet tingene i Danmark.
Her er det napoleonshatte der har alle de rigtige ingredienser men på de lidt forkerte steder: I stedet for at blive dyppet i chokolade har de fået en klat på toppen. Det betyder både mindre chokolade og at mere af det risiker at ende på fingrene.
Mere bindingsværkish og kobbertårne.
Men hyggeligt, det var det.
Hele konge- (og dronninge-)rækken var også afbildet.
Denmarket Square. I det mindste havde de ikke forsøgt at kalde den Rådhuspladsen.
Der var også en kopi af Den Lille Havfrue. Hun sad og spejdede længselsfuldt efter noget hav.
Flere steder var der (plastic-)storke på hustagene.
Et sted lokkede de med en gammel mølle. Det var dog ikke møller som jeg lige huskede dem hjemmefra.
Endnu en vindmølle og endnu en stok.
Da vi havde fået lidt (amerikansk) mad og drikke, forlod vi Solvang. Det var først på det tidspunkt at jeg opdagede at Solvang’s søsterby faktisk er min fødeby, Aalborg.
På vejen igen, og der gik ikke lang tid før landskabet ændrede sig igen.
Vi gjorde holdt for at få tanket os selv og bilen op. Vi opdagede at de havde corndogs, som vi havde på vores liste over ting som vi ville prøve at smage, når vi kom til USA.
Det var en så underlig oplevelse at Z var ved at omkomme af grin. Og der blev ikke spist op.
På WC’et på stedet var det også muligt at få en gratis cowboyhat. Der viste sig dog at være hul i min.
På vejen igen overhalede vi på et tidspunkt en føreløs jeep.
Den viste sig dog at være på træk…
…efter en truck. Det var ellers mere almindeligt at det var autocampere der havde den slags på slæb.
Ellers var kørerytmen nogenlunde denne: Vi kørte en times tid, og så ændrede landskabet sig. Jeg smed bilen ind til siden og tog et billede eller to, og så kørte vi videre igen.
Heldigvis har Z en tålmodighed som en engel, og der var ingen protester nogen af de gange hvor jeg annoncerede at vi liiiiige var nødt til at gøre holdt så jeg kunne få et par billeder.
Og det skete MANGE gange.
De helt lige veje fascinerede mig stadig.
På et tidspunkt havde vi kørt længe på en helt lige vej, hvorefter der pludselig var et advarselskilt: Sving.
Det var dog et meget lille sving, men skiltet var der vist bare fordi det kunne være lidt overraskende at vejen pludselig ikke længere var helt lige.
Solen var ved at gå ned da vi mødte denne trane. Så bilen blev stoppet.
Vi kørte gennem kilometer efter kilometer med marker hvor træer – her meget små træer – stod på snorlige rækker. På træerne var der citrusfrugter (når de blev lidt større end dem her).
Pludselig, midt ude mellem markerne, stødte vi på dette fængsel. Det var KÆMPE-stort, så jeg smed bilen ind til siden for at få et par billeder.
Jeg måtte gå lidt tilbage til hvor vi kom fra, for at få et billede af skiltet, og inden jeg nåede helt tilbage til bilen, kom disse to, hvide varebiler ud fra fængslet.
Den ene varbil stoppede, og i bilen sad der to betjente i uniform, der spurgte hvem jeg var og hvorfor jeg tog billeder. Jeg forklarede at jeg blot var turist.
Varebilen kørte videre, men inden jeg nåede ind i bilen var der dukket en politibil op. Betjentene i bilen fortalte mig, at jeg bestemt ikke måtte tage billeder.
Jeg fik travlt med at undskylde og komme ind i bilen, inden jeg blev bedt om at slette mine billeder eller det der var værre.
Vi fortsatte langt fængslet. Det var STORT! Da vi var kommet helt forbi fængslet faldt jeg for fristelsen for at stoppet bilen og tage endnu et billede af fængslet.
I lang lang tid havde vi været helt alene på vejen, men kort efter vi var begyndt at køre igen, dukkede der pludselig to forlygter op bag os. Solen var gået ned og det var så mørkt at vi ikke kunne se om det var politiet igen.
Vi kørte længe med bilen bag os, og stemningen i bilen var noget trykket, indtil forlygterne bag os drejede fra.
Endelig fremme ved vores motel for natten.
Vi smed vores ting og tog derefter ud for at finde noget (sen) aftensmad.
Vi spiste her. Jeg kan for min død ikke huske hvad stedet hed, men der var et stort udvalg af TV-kanaler.
Godnat og sov godt.