Rob.dk

Et brev jeg aldrig fik sendt til Politiet

Jeg fik et brev fra Politiet, for snart lang tid siden, og udbrød spontant at jeg ville skrive … noget i retningen af nedenstående, til dem.

Selvom min kone opmuntrede mig det bedste hun har lært, fik jeg det aldrig gjort. Men jeg har leget så mange gange med teksten i mit hoved, at jeg besluttede mig til at skrive det ned. Så er det også nemt lige at tilrette og sende, hvis der bliver en næste gang.

Til Politiet

Det var med en del overraskelse jeg kom hjem og fandt et brev fra jer i min postkasse, og jeg var naturligvis spændt da jeg åbnede brevet.

Først: Tak for det tilsendte billede.

Jeg er meget glad for min nye bil, og er da lidt stolt over, at I også syntes den er så dejlig, at I lige ville tage et billede af den. Jeg er naturligvis også glad for, at I syntes jeg skulle have en kopi af billedet.

Og jeg forstår også godt, at der må være nogle administrative omkostninger, både med at få billedet fremkaldt og finde mit navn og min adresse ud fra nummerpladen, samt naturligvis udgifter til kuverter og porto og så videre, og jeg vil da også gerne være med til at dække disse omkostninger.

Men helt ærligt: Er 1000 kroner for et enkelt billede ikke lige i overkanten?

For det første er billedet ikke særligt godt. Sort/hvidt, grumset og dårligt belyst. Og på en eller anden måde er der kommet en plet over min kones ansigt (hun sidder på passagersædet). Det minder alt i alt mere om et tilfældigt snapshot, end et billede man kan tillade sig at tage 1000 kroner for.

Så derfor returnerer jeg hermed billedet, i fuld tillid til, at I så ikke forventer at jeg betale de 1000 kroner. Selvom beløbet er et udtryk for jeres reelle omkostninger (og det tvivler jeg på) så mener jeg faktisk ikke at I har lov til, at opkræve mig betaling for en ydelse jeg ikke har bedt om. Det gælder i hvert tilfælde hvis postordrefirmaer fremsender ting man ikke har bestilt, så jeg har svært ved at tro at de samme regler ikke gælder for politiet.

Jeg har selv et professionelt spejlreflekskamera – et Nikon – og er ivrig hobby-fotograf, så jeg er i stand til at tage langt bedre billeder end det I har fremsendt til mig.

Tillad mig derfor at give jer lidt foto-tips som sikkert vil hjælpe jer til at tage bedre billeder:

Find et mere interessant sted at tage billederne. Billedet I har taget af min bil, er taget på en af indfaldsvejene til København. Det gør omgivelserne meget rodede, med forstyrrende ting i baggrunden. Jeg kan blandt andet lige se et hastighedsskilt hvor det ser ud som om der står “50” på (Det må være en fejl: Jeg er helt sikker på at man må køre 60 på hele den strækning. Et kort stykke hvor man pludselig kun må køre 50 km/t  ville jo være en ren fartfælde). Men uanset, så er hastighedsskilte dybt uinteressante: Det er jo bilen det handler om.

Prøv også at placere jer, så man kan se at man bliver fotograferet. Det giver bilisten mulighed for at vælge om han vil se ind i kameraet eller se lidt mere koncentreret ud end jeg gør på billedet I har taget af mig. Jeg ser bare ud som om jeg sidder og keder mig mens jeg følger trafikken. Sæt eventuelt nogle store skilte op som fortæller hvordan man skal forholde sig, hvis man ønsker at få taget et billede af sig selv i sin bil. Eksempelvis ved at bede bilister der gerne vil fotograferes, om at stoppe helt op. Det giver jer også bedre tid til at fokusere ordentligt.

Og hvis billedet ikke teknisk er helt i orden, så lad være med at forsøge at sælge det. Jeg har fælles økonomi med min kone, hvilket betyder at hun inddirekte er med til at betale til både bilen og også til et eventuelt billede. Jeg får hende aldrig til at acceptere at jeg bruger 1000 kroner på et billede hvor der så tilmed er en stor plet over hendes ansigt. Helt ærligt; det ligner simpelthen sjusk med den plet.

Hvis I har lyst, så vil jeg gerne give jer lidt undervisning i, hvordan I tager bedre billeder.

Jeg skal naturligvis have dækket mine omkostninger. Lyder 1000 kroner i timen rimeligt? Vi kan eventuelt lave en klippekorts-ordning.

Skriv til mig, hvis i mener det kunne være interessant.

 

Med venlig hilsen

Rob