Rob.dk

Tillykke med fødselsdagen: Skid lige på det her stykke papir

Den 12. oktober fylder jeg 50. Det har jeg det, indrømmet, lidt svært med. Jeg synes det er et grimt tal, lidt som når kilometertælleren på bilen skifter fra 99.999 kilometer til 100.000 kilometer. Man er pludselig ‘over’ i stedet for ‘under’.

For at gøre det hele værre fik jeg min første fødselsdagshilsen i anledning af min 50-års fødselsdag allerede i sidste uge: Et stykke papir jeg skal skide på.

Det er Region Hovedstaden der har inviterer mig til at deltage i det tarmkræftscreeningsprogram de tilbyder alle borgere mellem 50 og 74 år.

Men jeg fik det I SIDSTE UGE. Jeg er for hedehulehelvede ikke rundet det grimme hjørne endnu!

Nu er det ikke fordi jeg har noget som helst mod tarmkræftscreeningsprogrammet som sådan, faktisk synes jeg det er en god idé, men var det mon ikke muligt for dem at skubbe sådan en udsendelse bare liiiiiiiiige et par uger så man først modtager tarmkræftscreeningsprogramskidepapiret når man rent faktisk ER fyldt de fnucking 50?

Jeg kan godt se at vinduet fra 50 til 74 år er ret lille og at man kan risikere at misse det, og jeg har da også selv oplevet at ting blev forsinket i posten, men mon ikke at selv det danske postvæsen er i stand til at ramme de fleste postkasser med en præcision på plus/minus 12 år?

Kort om konceptet: Papiret er beregnet til at spænde ud over WC’et ved hjælp af noget klister. Forestil dig et sikkerhedsnet under en linedanser i et cirkus. Så tager man en lille prøve af … ‘linedanseren’ i en lille beholder som man så sender. Det hele skulle være meget hygiejnisk ifølge vejledningen.

Og man skal åbenbart LØBE over til postkassen, at dømme efter fartstriberne.
Og man skal åbenbart LØBE over til postkassen, hvis man skal dømme efter fartstriberne.

Det er ikke fordi jeg er den store ekspert på tarmkræft men jeg er ret sikker på at tarmkræft ikke forsvinder bare fordi man ikke ved at man har det, så selvfølgelig skal jeg nok tage mig sammen til at gennemføre det store tarmkræftscreeningsprogramskidepapircirkusnummer.

Men fandme først når jeg ER fyldt 50!